Jeg ved ikke om jeg nødvendigvis er i chok, for hvad kan man egentligt forvente?
Endnu en gang synes jeg, det er temmelig skræmmende, hvad der kommer ud af kommunal embedsværksfilosofi.
Økonomi. Økonomi. Økonomi.
Oven i købet på baggrund af en misvisende beskrivelse af Vaskeriet.
Hvor er perspektiverne med at øvebanerne bør være eksperimenterende, udviklende på borgernes betingelser, fremmende for nye og bedre måder at arbejde med borgeres behov?
Jeg glemmer sent hvor værdig en behandling af brugerne jeg så, da vi lavede handleplanssamtaler i fælles dialog med en moderator fra Sager Der Samler.
Det var respektindgydende kommunikation på brugernes betingelser.
Helt i øjenhøjde med den sårbarhed de rummer.
Helt i øjenhøjde med de specielle ønsker og behov der fylder deres hoveder.
Dét har jeg aldrig oplevet hverken før eller efterfølgende andre steder.
Ej heller da en af brugerne trådte i kollegial karakter som en slags mellemleder, da sygdom hærgede Vaskeriet.
Med et overblik over alle arbejdsprocesserne, der var misundelsesværdigt.
Med en overraskende evne til at organisere og improvisere i en kaotisk forvirring.
Og slet ikke da jeg så et billede af en anden bruger stå og forklare en kæmpe forsamling om Vaskeriet og den værdi det havde for hende selv.
Det var en kæmpe personlig sejr, som mange med flotte uddannelser og lang erhvervserfaring ikke tør komme i berøring med.
Dét er der dæleme ikke mange der kan tage æren for.
Vaskeriet danner grobund for for den slags værdig og menneskelig beskæftigelse.
Men i chok er jeg nok ikke, for hvad kan man egentligt forvente?