Spring til hovedindhold

Høringssvar

Omstillingsplan og indfasning af beskæftigelsesreform på social- og beskæftigelsesområdet

Gallo Huset - og Gallo Aktiviteterne

Jeg skriver dette høringssvar med både faglig indsigt og et personligt engagement. Som tidligere leder af Gallo Huset i årene 1999–2003 har jeg på nærmeste hold oplevet, hvad stedet betyder – ikke blot som tilbud, men som livsnerve for mennesker, der ellers alt for ofte reduceres til deres diagnose. Det gjorde det i 1999 – og det gør det stadigt
Gallo Huset er ikke blot et aktivitetssted eller en informationscafe. Jeg vil anbefale og forventer at kommunen får beskrevet Gallo Huset korrekt og behandler sagen herefter.
Det er et arbejdsfællesskab og et værdifællesskab, hvor mennesker med egne erfaringer med psykisk sygdom får mulighed for at træde frem som hele mennesker – med ressourcer, ansvar og betydning. Her bliver man ikke gjort til sin sygdom. Man bliver mødt som menneske.
Jeg har set mennesker vokse i Gallo Huset. Jeg har set, hvordan det at have et arbejde, at have kolleger, at skulle noget – og at være savnet, hvis man ikke kommer – skaber en identitet, der rækker langt ud over sygdom. Det gør noget fundamentalt ved selvværdet. Det styrker funktionsevnen. Det skaber håb. Det er empowerment i praksis – ikke som et begreb, men som levet erfaring.
Det særlige, som ofte omtales som “Gallo-ånden”, kan være svært at sætte på formel. Men den mærkes. Den består i en grundlæggende respekt for det enkelte menneskes værd og muligheder. I et miljø, hvor der er plads til sårbarhed – men også til ambitioner. Hvor man får et pusterum fra at være “patient” og i stedet kan være medarbejder, kollega, frivillig eller vært i caféen. Det at der ikke er fokus på sygdommen øger paradoksalt nok den enkeltes funktionsevne og livsduelighed.
Caféen er i sig selv et uvurderligt lavtærskeltilbud. Her kan psykisk sårbare og andre borgere mødes over en kop kaffe i et trygt og uformelt miljø. Mange finder her et fællesskab, som modvirker ensomhed og isolation. Den værdi, der skabes gennem disse daglige møder, kan være vanskelig at indfange i et regneark – men den er reel, og den er betydelig.
Det bekymrer og smerter mig, at Gallo Huset i det foreliggende materiale fremstår forkert beskrevet. Det forekommer, som om man ikke har forstået stedets særlige karakter eller undersøgt, hvilken konkret betydning det har – både menneskeligt og samfundsøkonomisk. Hvad er værdien af færre indlæggelser? Af øget stabilitet i hverdagen? Af mennesker, der gennem arbejdet her får og fastholder fleksjob, praktik eller frivillige funktioner? Hvad er værdien af forebyggelse?
Gallo Huset udspringer af en banebrydende tankegang, initieret af (den legendariske) dr.med. Johannes Nielsen, som også initierede det museeum, der senere blev til Museum Overtaci . Dengang var tilgangen ny og eksperimenterende: en sund, respektfuld og ressourceorienteret måde at arbejde med mennesker med psykisk sygdom på. Siden er denne tilgang blevet kopieret mange steder. Men originalen står stadig – og den følger med tiden. Stedet er ikke blevet mindre relevant. Tværtimod.
Et tilbud som Gallo Huset er bemærkelsesværdigt billigt for kommunen i forhold til den værdi, det skaber. Det løfter livet for mange – ansatte, frivillige og brugere af caféen – for et beskedent driftstilskud. Det er svært ikke at se det som kortsigtet at spare her. Lavtærskeltilbud som dette forebygger behovet for langt dyrere indsatser senere. Hvis man fjerner menneskers tilhørsforhold, arbejdsidentitet og fællesskab, risikerer man øget ensomhed, forværring af sygdom og flere indlæggelser. Det er ikke alene en menneskelig omkostning – det er også en økonomisk.
Hvor skal de mennesker gå hen, som i dag har deres arbejdsplads og fællesskab her? Mange har alvorlige lidelser og en skrøbelig tilknytning til arbejdsmarkedet. For dem er Gallo Huset ikke blot endnu et tilbud. Det er fundamentet under deres hverdagsliv.
Århus vil ikke blot miste et sted. Man vil miste en del af det, der har gjort kommunen særlig – modet til at gå nye veje, viljen til at se mennesket før diagnosen og forståelsen for, at fællesskab og ansvar kan være lige så helende som behandling.

Jeg må ærligt sige, at tanken om en lukning virkeligt smerter mig. Ikke pga nostalgi – men fordi jeg ved, hvad der står på spil.
Jeg vil derfor på det kraftigste opfordre til, at Gallo Huset og de tilknyttede aktiviteter bevares. Det er et tilbud med høj effekt. Det er økonomisk fornuftigt - billigt. Og frem for alt er det menneskeligt rigtigt.
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Helle Brok

Indsendt

01/03/2026 20:10

Udtaler sig som

Privatperson

Sagsnummer

HS3366424

Informationer

Startdato

Svarfrist

Type
Beskæftigelse Indkaldelse af ideer og forslag
Område
Hele kommunen

Hørings-id

H1403

Kontakt

Jan Gehlert

Telefonnummer: 41 85 87 16