Jeg vil hermed udtrykke en dyb bekymring over de fremlagte forslag om at reducere og afvikle samarbejde og faste tilskud til en lang række civilsamfundsorganisationer i Aarhus.Der er tale om en samlet bevægelse, hvor:
samarbejdsaftaler opsiges faste driftstilskud reduceres eller ophører langvarige partnerskaber afvikles. Det rammer ikke blot budgetposter. Det rammer relationer, fællesskaber og de strukturer, som bærer nogle af de mest sårbare borgere i denne kommune.

Flere af organisationerne kritiseres for:
- Få brugere
- Snæver målgruppe
- At der “findes alternativer”
Men netop de små, specialiserede fællesskaber er ofte dem, der reelt redder og stabiliserer mennesker, som ikke passer ind i de store strukturer. Mange af disse tilbud er:
- Åbne
- Uden visitation
- Drevet i samspil mellem professionelle og frivillige
relationelt funderede
De fungerer som forebyggende bufferzoner. De tager imod, før krisen bliver akut. De fastholder, når systemet ikke kan rumme fleksibilitet.
Når man reducerer eller lukker dem med henvisning til lav volumen eller “alternativer”, anvender man en mængdelogik på mennesker, som netop ikke tåler at blive målt i volumen.
I materialet henvises gentagne gange til, at der findes alternative tilbud.Men et kommunalt tilbud er ikke nødvendigvis et alternativ til et fællesskab båret af civilsamfundets organisationer som en besøgsordning, et kreativt eller undervisningsbaseret fællesskab, et informationscafé. Det er ikke blot ydelser – det er relationer, identitet og tilhørsforhold. Når man fjerner et tilbud, fjerner man ofte det eneste sted, hvor netop den gruppe føler sig hjemme.
At antage, at mennesker uden videre flytter videre til et “alternativ”, er en systemlogik, som ikke tager højde for social virkelighed.

Det mest bekymrende er, at der ikke synes at ligge en overordnet politisk strategi bag. Jeg savner en klar målsætning for:
- Hvordan Aarhus Kommune strategisk vil samarbejde med civilsamfundet
- Hvilken rolle frivillige organisationer skal spille i forebyggelsen
- Hvordan man beregner den samfundsmæssige værdi af disse partnerskaber

I stedet fremstår forslagene som en række isolerede reduktioner, hvor den samlede effekt på byens sociale økosystem ikke vurderes. Man reducerer med henvisning til, at effekten er vanskelig at dokumentere systematisk. Men relationel forebyggelse lader sig ikke altid indfange i regneark. Det betyder ikke, at værdien ikke er reel.

Aarhus har i årevis ønsket at være kendt for samskabelse, partnerskaber og stærkt civilsamfund.
Den samlede reduktion – herunder ophør af ni tilskud og reduktion af yderligere fire – svarende til ca. 7,6 mio. kr. årligt, sender et andet signal. Det signalerer, at civilsamfundets rolle er sekundær og kan nedprioriteres, når økonomien er presset. Det er en farlig bevægelse.
For når disse strukturer først er afviklet, kan de ikke blot genoprettes med en politisk beslutning. Frivillige miljøer, tillid og netværk tager år at opbygge – og kort tid at ødelægge.

For de borgere, der benytter disse tilbud, er det ikke en teknisk justering. Det er tabet af:
- Et fællesskab
- En besøgsven
- Et sted at gå hen
- Et kreativt eller læringsmæssigt frirum
- Et miljø uden myndighedspres

For mange er disse steder det, der gør forskellen mellem isolation og deltagelse. At reducere eller lukke dem med henvisning til, at kommunen ikke er lovgivningsmæssigt forpligtet, er juridisk korrekt – men socialt fattigt.

Det, der nu foreslås, er ikke blot en besparelse.
Det er et valg om retning. Vil Aarhus være en kommune, der ser civilsamfundet som en integreret del af den sociale bæredygtighed? Eller Aarhus være en kommune, der kun opretholder det, den er juridisk forpligtet til?

Jeg synes det er dybt problematisk at gennemføre disse reduktioner uden en samlet politisk strategi for civilsamfundets rolle.
Jeg opfordrer derfor Byrådet til at stoppe den foreslåede afvikling og i stedet formulere en klar, langsigtet og værdibaseret politik for samarbejde med civilsamfundet.

Det handler ikke kun om budget.
Det handler om, hvilken by vi ønsker at være.