Kære Rådmand
Det handler om mere end penge. Det handler om liv.
For 10 år siden var jeg ved at miste det. Jeg havde mistet troen på, at noget kunne blive anderledes. Men netop dér var der nogen, der troede på vegne af mig.
Det ændrede alt.

Jeg hedder Maja og er 29 år. Meget har ændret sig siden jeg for 10 år siden flyttede fra et regionalt botilbud til Kragelund i Højbjerg. Dengang var jeg svært selvskadende, selvmordstruet og spiseforstyrret. Der var ikke mange, som turde håbe på, at jeg havde en fremtid, hvor jeg uddanner mig, arbejder og har fået sunde relationer.
Men det var netop det, der blev født dengang; håbet.
Jeg talte ikke. Jeg skar mig.
Jeg måtte følges tæt alle døgnets 24 timer.
Min lejlighed var enten fyldt med blod, madpapir, skyld og skam.
Indlæggelserne var hyppige, lange og traumatiserende.
Men jeg lærte, at nogen var der til at gribe mig.
Jeg lærte, at der var et liv.
Åben Dialog blev livsændrende for mig. Det at nogen hørte mig, hørte min familie; greb os, når livet gjorde ondt; tog hånd om mere end samtalen; tog hånd om OS.
At spare på uddannelser til medarbejdere er at spare på kompetenceudvikling. Måske er det billigst på kort sigt, men velfærden hos os, der har brug for hjælp, er dyrere på sigt; både økonomisk og i de menneskeliv, det vil berøre.
Jeg tør ikke tænke på, hvor jeg ville være i dag, hvis ikke medarbejderne på Kragelund havde haft modet og evnerne til at bære mig; bære håbet på vegne af et menneske, som alle andre havde opgivet. Måske havde jeg også opgivet mig selv.
I dag er jeg ikke ’’rask’’, men jeg er kommet længere end de fleste nok havde turde tro på. Jeg er 8 år clean fra selvskaden. Mine selvmordsforsøg er degraderet fra dagligt til ikke længere at være til stede. Jeg får hjælp til min lejlighed og hjælp til min spiseforstyrrelse. Hjælp, som er uvurderlig, og som jeg frygter vil forsvinde, hvis den varslede spareplan bliver vedtaget.
Vi er mennesker, som i perioder af vores liv har brug for nogen, som kan gribe os, når livet viser tænder. At spare på de ansattes uddannelse vil sætte os i en situation, hvor udfordringer måske håndteres fejlagtigt, misforståelser og vi vil mangle den kompetente støtte og viden, som det kræver, at håndtere menneskers svære livsvilkår.
Det her handler om andet end penge, det handler om at se ressourcer, selv når de er næsten usynlige. At få øje på dem kræver mod, vilje og ja, penge.
Men at spare på Aarhus Kommunes borgeres velfærd vil være en degradering af vores livsvilkår. Er det virkelig det Aarhus, vi vil have; en kommune, hvor borgervelfærden degraderes til fordel for et nyt stadium, millionbyggerier og skattelettelser til de rigeste?

Hvis jeg må komme med et ydmygt ønske, er det, at du tager velfærden alvorligt. Ikke kun hos dem, som når de har det værst, må blive hjemme med influenza, men også hos os, som dagligt må kæmpe for blot at eksistere. Den hjælp vi modtager, er uvurderlig. Og at spare på uddannelse hos medarbejderne vil være en kæmpe fuckfinger til vores værdighed og velfærd.
Åben Dialog handler om at se mennesker; vi har alting at miste.
Jeg savner at du tager os alvorligt. Jeg savner at du forholder dig til ’’samfundets svageste’’.
Måske bidrager vi ikke med mange skattekroner. Men jeg vil gerne fortælle dig, hvordan jeg er gået fra tavs og selvmordstruet til i dag at:
* Udgive bøger
* Undervise og holde oplæg
* Uddanne mig
Og på sigt at blive verdens bedste sygeplejerske; som bærer håbet for andre, ligesom nogen bærer det for mig nu og igennem de sidste 10 år. Jeg var visnet. Nu blomstrer jeg; hvordan kan du bare være ligeglad?
Jeg har oplevet tvang og overgreb. Og udspillet til den nye reform gør næsten mere ondt end det. Ikke nødvendigvis på mig, men på vegne af mine medborgere. De fleste mennesker oplever at blive bekendt med psykisk sårbarhed i løbet af et liv. Enten hos sig selv eller nogen, de kender. Vil du virkelig ødelægge det for alle dem, som i fremtiden skal benytte sig af kommunale tilbud i Aarhus?
’’Smilets By’’ klinger hult, når man tænker på, hvordan nogle mennesker har mistet livslysten. Og netop der er det så vigtigt at blive mødt ligeværdigt, lige netop der hvor man er. Det kræver vedholdende støtte, aktiv lytning og et stærkt sind at hjælpe os, som de fleste måske ser ned til. Åben Dialog handler om at møde og værne nænsomt. I bund og grund handler det om ligeværd.
Jeg er med på, det er svært at se idéen, når man ikke har prøvet det.
Derfor her en åben invitation til at opleve det i første række. Jeg stiller mig gerne til rådighed.
Jeg håber, du som ny rådmand, også vil værne om os og om de mange mennesker, der styrkefuldt arbejder med os. Jeg håber, du vil værne om deres kompetencer, arbejdsvilkår og udvikling. Uden dem var jeg her ikke i dag.
Kære rådmand; tag din kommunes borgere alvorligt. Også os, som andre måske griner af.
Dine medarbejdere griner ikke. De arbejder nådesløst og det skal du værne om.
Mange hilsner
Maja Hørby Schou