AGFs nye stadion er gået 250 millioner over budgettet. Det skal kommunens svageste borgere nu betale for. I den nye spareplan (med fine ord i fine interviews beskrevet som en omorganisering) er der varslede massive besparelser på socialområdet i kommunen.
Så mens håndværkerne arbejder videre, står vi borgere nu tilbage med ét spørgsmål: Hvorfor?
Støtten til uddennelses- og arbejdsfællesskaber står til at blive sløjfet, ligesom den dødsens nødvendige efteruddannelse af medarbejdere i kommunens botilbud og -fællesskaber.
Er det virkelig en værdig politik?
Der skal spares, fordi der ’er andre steder at finde fællesskaber’; men tilbuddet på Kofoeds Skole, som kan give livskvalitet og kompetencer til på et tidspunkt at tage en ordinær uddannelse, HF Fundamentet som faktisk hjælper unge igennem en gymnasial uddannelse, eller Gallo Huset, som rummer fleks- og skånejobbere – er det at finde andre steder?
I udspillet er for eksempel Gallo Huset blevet beskrevet faktuelt forkert, og jeg frygter, det er disse usande fakta, som præger hele spareplanen; at Rådmanden faktisk reelt ikke ved hvilke tilbud, han sanktionerer.
Som beboer på botilbud er det svært at finde værdigheden i disse nye tiltag, og måske sparer man noget på den korte bane. Åben Dialog er ikke en billig uddannelse, men den er relevant, fordi den virker. Jeg kender mange, som har mødt Åben Dialog i den hårdeste periode i deres liv, og som nu læser videregående uddannelser, er i arbejde og igen tør sige: Jeg vil livet.
Jeg forstår godt, du som Rådmand er skeptisk, når du blot ser tallene. For du ser ikke de liv, de her tal handler om. Menneskeliv, som igen har fået mening, fordi nogen så dem og dyrkede ressourcerne, nøjagtig som menneskerne selv dyrker disse ressourcer på kommunens sociale uddannelses- og beskæftigelsesområde.
Jeg har svært ved at se, hvor vi som er ramt af sårbarheder skal søge hen, hvis disse tilbud lukker, og der ovenikøbet ikke er kompetent hjælp at komme hjem til.
Det er lidt en nem løsning at sige, at der findes andre tilbud, eller at antage, at en uddannelse som f.eks. pædagog automatisk gør dig kapabel til at arbejde med mennesker i svære livskriser.
Der bliver sparet på velfærden og spenderet på kulturen. Men hvem skal bruge den skønne kultur, når livet viser tænder? Det vil være en isoleret elite og skabe endnu mere ulighed i kommunen.
Jeg møder værdighed, når jeg underviser, holder oplæg og kommer træt hjem.
Fordi der her er nogen, som ikke kun ser min sygdom og vil forsøge at fixe den.
Fordi nogen tager sig af mig og min udvikling.
Aarhus Kommune skal ikke kun være for fodboldfans og folk i dyre lejligheder.
Aarhus er Smilets By og Aarhus er for os alle.