Jeg er en 31-årig døv kvinde, som er medlem af Aarhus Døveforening.

For mig er foreningen ikke bare et fritidstilbud. Det er mit sproglige hjem og mit andet hjem. Her behøver jeg ikke anstrenge mig for at forstå eller blive forstået. Her kan jeg være mig selv, og mit sprog er normen, ikke undtagelsen.

Som døv lever jeg i en verden, der er lavet til hørende. Jeg skal hele tiden kompensere og aflæse, og det kræver rigtig meget energi. Derfor betyder det alt at have et sted, hvor jeg kan slappe af og bare være.

Hvis vi mister vores faste lokale, mister vi mere end mursten. Vi mister vores base og det trygge samlingspunkt, hvor vi hører til.

Forslaget om, at vi kan bruge et delt kommunalt lokale uden for åbningstid, er ikke en reel løsning for mig. Om aftenen er transporten utryg, og det er svært at følge med visuelt, når man er træt. Som døv bruger man allerede meget energi på at koncentrere sig og aflæse, og det bliver bare sværere.

Vores nuværende lokale er indrettet til døve. Der er blinklys til brandalarm, og der er ingen glasvægge, der skaber visuel støj. Døve ser og opfatter meget i omgivelserne, og for mange forstyrrelser gør det svært at koncentrere sig. Det er ikke små detaljer, det er NØDVENDIGT for, at vi kan deltage.

For ældre medlemmer er det endnu sværere. Mange føler sig mest tryg ved dagtimerne, og hvis aktiviteterne rykkes til aften, vil færre kunne deltage. Det skaber ulighed i vores eget fællesskab.

Derudover handler et fællesskab ikke kun om planlagte arrangementer. Det handler om at have et fast sted, man kan kigge forbi, uden at skulle reservere tid eller tilpasse sig andres rammer. Den tryghed forsvinder, hvis vi mister det faste lokale.

At fjerne støtten føles som at miste noget grundlæggende. Det er ikke et spørgsmål om komfort, det er et spørgsmål om at kunne være et sted, hvor man kan kommunikere, føle sig tryg og deltage fuldt ud. Blinkende brandalarmer, rolige omgivelser og adgang i dagtimerne er ikke småting, det gør, at vi faktisk kan være en del af fællesskabet.

Jeg bliver ked af tanken om, hvad der sker, hvis lokalet forsvinder. Det betyder mindre deltagelse, mindre social kontakt og en reel risiko for isolation.

Danmark har tiltrådt FN’s handicapkonvention, som skal sikre, at personer med handicap kan deltage fuldt og ligeværdigt i samfundslivet, også i fritids- og kulturfællesskaber. Aarhus Døveforening viser, hvordan det kan lykkes i praksis. Hvis støtten fjernes, oplever jeg det som, at vores rettigheder svækkes.

Tilskuddet skal fastholdes. Det er ikke et ønske om noget særligt, men et nødvendigt sted, hvor vi kan være en del af fællesskabet på lige vilkår.