Jeg skriver som mor til en ung mand, Tobias, der i dag går på HF Fundamentet i Aarhus.

Tobias har haft en alternativ vej gennem uddannelsessystemet. Han har ADD og autisme og har lidt af social angst. Han har i perioder været visiteret til specialtilbud, hvor perspektivet i praksis var et fremtidigt fleksjob. På det tidspunkt var forventningerne til hans faglige muligheder meget beskedne. I dag står han et helt andet sted.

Med massiv egen indsats og med den rette støtte har han kæmpet sig til en 9. klasses afgangseksamen med flotte karakterer. Han har ambitioner og drømmer om at blive ingeniør. Han vil gerne uddanne sig og have et godt liv. Han vil gerne være en del af arbejdsmarkedet på ordinære vilkår.

Det er ikke kommet af sig selv. HF Fundamentet har været og er helt afgørende for om Tobias' drømme om fremtiden går i opfyldelse. Kombinationen af faglig undervisning, struktur, nærværende og engagerede voksne samt en indgående forståelse for neurodiversitet har gjort forskellen for Tobias.

Jeg er oprigtigt i tvivl om, hvorvidt Tobias ville kunne gennemføre en almindelig HF uden de særlige rammer og den specialiserede støtte, som Fundamentet tilbyder. For unge som ham handler det ikke om manglende evner – men om de rette betingelser.

Når der nu planlægges omstilling og indfasning af reformer på social- og beskæftigelsesområdet, vil jeg kraftigt opfordre til, at man fastholder og prioriterer tilbud som HF Fundamentet. For nogle unge er disse tilbud ikke et “ekstra lag” - de er selve forudsætningen for, at en uddannelses- og beskæftigelsesvej overhovedet bliver mulig. Hvis målet med reformen er flere unge i uddannelse og ordinær beskæftigelse, må vi ikke afvikle de indsatser, der netop gør det realistisk.

Tobias’ historie er ikke unik. Der findes mange unge med autisme, ADHD/ADD og andre kognitive udfordringer, som med den rette støtte kan langt mere, end systemet tidligere har forventet af dem. Men det kommer ikke af sig selv. Det handler om, at de bliver set og mødt, hvor de er, at de bliver løftet et stykke af vejen, op på den trædesten, der er deres og som kan være bindeleddet mellem marginalisering og et liv på deres egne betingelser - og som bidragsydere til samfundet som helhed.

Jeg håber, at beslutningstagerne vil sikre, at der fortsat findes fleksible og specialiserede uddannelsestilbud, der giver unge med særlige behov en reel chance for at realisere deres potentiale. Også når vejen dertil ikke er lige, men skæv og fuld af forhindringer.

Med venlig hilsen
Stine