Spring til hovedindhold

Høringssvar

Omstillingsplan og indfasning af beskæftigelsesreform på social- og beskæftigelsesområdet

Vedr. lukning af køkkener i Voksen, Job og Handicap

På bostederne rundt i Århus Kommune bor der sårbare mennesker med forskellige typer udfordringer og handicaps. Det er i forvejen en udsat gruppe mennesker, som lever med store fysiske og psykiske funktionsnedsættelser i hverdagen. Disse mennesker vil opleve en stor nedgang i livskvalitet, hvis I lukker driftskøkkenerne. Gennem den mad der bliver lavet i køkkenerne, oplever borgerne stor madglæde. Borgerne kan se hvad det er for nogle retter de får at spise. Dette er vigtigt for en målgruppe, som har brug for genkendelighed og forudsigelighed i hverdagen. Der er stor glæde og mestringsudvikling for borgerne ved at være med til at varme maden samt dufte, sanse og opleve maden. Borgerne i Voksen, Job og Handicap kan være stærkt udfordrede på deres sanseintegration, og her er maden en stor og vigtig medspiller i borgernes hverdag. Rigtig mange borgere i Voksen, Job og Handicap har forskellige sundhedsmæssige udfordringer. Der er flere borgere, som er småtspisende, selektivt spisende samt overspisere. Her er det fælles måltid lavet i driftskøkkenet på bostederne i allerhøjeste grad med til at sikre borgernes sundhed. For de småtspisende borgere er et genkendeligt og hjemmelavet måltid lavet på gode råvarer med til at sikre tilstrækkelig næring og fremme sundheden. For de selektivt spisende borgere er det vigtigt at måltiderne er genkendelige, samt at borgerne kan have medindflydelse på hvad der bliver serveret. Dette sikres ved at der er køkkenpersonale og driftskøkken til stede ude på bostederne. For de borgere med tendens til overspisning, kan det ligeledes hjælpes ved at personalet ude på bostederne, sammen med borgerne, kan tilrettelægge et måltid, så det stemmer overens med den næring borgerne har gavn af, uden at det tager overhånd. Hvis borgerne får serveret et måltid i en plastbakke, kan personalerne ude på bostederne ikke sikre sig den nødvendige viden om næringsindholdet i måltiderne. Herudover vil gode og nærende salater samt diverse grøntsager være sorteret fra, da dette ikke kan holde sig friskt og lækkert i en plastbakke. I køkkenerne rundt omkring i Voksen, Job og Handicap er der ligeledes ansat borgere i beskæftigelse. Disse i forvejen sårbare borgere vil altså miste deres beskæftigelse, og dermed stå uden et vigtigt og læringsrigt fundament i hverdagen. Vores personale i køkkenerne har gjort et stort stykke pædagogisk arbejde for at de borgere, der er ansat i køkkenerne, får en meningsfuld, udviklingsbaseret samt tryg hverdag. Her vil vi helt sikkert se borgere, som kan komme i mistrivsel, hvis de mister deres beskæftigelse. Denne store besparelse vil altså i allerhøjeste grad gå udover sårbare borgere, personale, pårørende samt en yderligere belastning af vores sundhedssystem.
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Louise Ryttergaaard

Indsendt

03/03/2026 16:26

Udtaler sig som

Privatperson

Sagsnummer

HS7975876

Informationer

Startdato

Svarfrist

Type
Beskæftigelse Indkaldelse af ideer og forslag
Område
Hele kommunen

Hørings-id

H1403

Kontakt

Jan Gehlert

Telefonnummer: 41 85 87 16