Som jeg forstår målgruppen for Ungekontakten, så arbejder de netop med nogle af de unge, som der ofte er for få behandlingsmuligheder til. De unge, hvor der er en snitflade med psykiatrien. Ja, nogle af de unge som har det allersværest. Hvis ikke de er i målgruppen for psykologsamtaler, hvem er så?
Desuden bekymrer det mig, hvis man tænker gruppeforløb til denne målgruppe. Ikke for at sige, at de ikke kan få noget ud af at møde andre unge i lignende situationer. Det er der uden tvivl mange, der oplever sig set og forstået af. Men det er ikke behandling. Det her segment af unge har for mig at se brug for længerevarende individuel behandling og ikke for at vente på, at der er nok unge til at kunne starte en gruppe. Ikke at skulle tvinge sig selv til at turde tale om noget af det allermest hårde fra deres liv foran en flok andre unge. De fortjener et trygt stabilt rum med en behandler med det indgående kendskab til tilknytning, følelser, følelsesregulering og trygge relationer, som hører psykologfagligheden til.
Det bekymrer mig meget, hvis vi med disse unge - som i forvejen ofte er hårdt prøvet af “systemet” - mere bliver optaget af at kunne sætte flueben ved at have tilbudt dem behandling, end vi er optaget af rent faktisk at hjælpe dem til at få det bedre. Livet har allerede budt dem rigeligt uretfærdigt. Lad os i det mindste lade dem have ungekontakten som et sted, der gør en forskel.