Jeg er en døv kvinde, som gennem mange år har haft stor glæde af Aarhus Døveforening. Jeg forstår ikke, hvorfor det sociale område skal rammes hver eneste gang, der skal spares. Når man sparer her, fastholder man også uligheden. Hvis der skal spares, burde det være mere ligeligt fordelt – også på områder som Musikhuset og andre kulturelle tilbud, ikke kun på de sociale fællesskaber, der er livsvigtige for minoriteter som os.
Som døv får jeg max 7 timers tegnsprogstolkning om året til sociale aktiviteter. Det er langt fra nok til at deltage i socialt samvær, som for mig er helt afgørende for både trivsel og mental sundhed. Og selv med en tolk er det ikke det samme. Jeg skal hele tiden yde ekstra, bære minoritetsstress og navigere i en verden, hvor jeg hver dag møder diskrimination. Dette sker på arbejdsmarkedet, i familien og i hverdagen, hvor jeg konstant er omgivet af et talende miljø. Ligeledes når jeg handler i Brugsen, i andre butikker, går på gaden osv.
Når jeg er sammen med andre døve og hørehæmmede, kan jeg endelig være mig selv. Jeg kan slappe af. Jeg behøver ikke forklare eller tilpasse mig. Vi taler dansk tegnsprog, og vi forstår hinanden uden anstrengelse. Det betyder alt at kunne koble af i et fællesskab, hvor jeg ikke er minoriteten.
Derfor er Aarhus Døveforening så vigtig. Et lokale til døve er ikke bare ”et lokale”. Det kræver rammer tilpasset vores behov. Det kan være korrekt belysning, fravær af støj og mulighed for tydelig visuel kontakt. At skabe sådan et lokale fra bunden ville være alt for dyrt. Men døveforeningen eksisterer allerede og er netop indrettet til os. Her kan vi have vores aktiviteter, fællesskaber og liv.
At spare her rammer os direkte på muligheden for at leve et ligeværdigt liv.