Kære Byrådspolitikere.

I valgkampen får spareforslaget fra Århus Kommune ingen omtale i nyhederne. Det er en demokratisk katastrofe, ligesom jeres første information til de handicappede borgere var en demokratisk katastrofe. Mange hundrede sider sendt til bl.a. udviklingshæmmede borgere med et følgebrev, der var så generelt, at jeg selv med 7 års universitetsuddannelse bag mig havde svært ved at finde rundt i papirerne og finde ud af, hvad den konkrete besparelse var på det konkrete bosted.

Jeg henvendte mig derfor til jer med min frustration, og stor var min glæde og begejstring for den demokratiske proces, da I greb bolden og skrev ud om, at borgerne kunne få hjælp i samarbejde med LEV til at forstå og få hjælp til et høringssvar. Demokrati, når det fungerer. Tak for empati og forståelse for, at også svage borgere skal høres🙏.

Nu håber jeg så, at den samme empatiske ånd vil være til stede, når I læser høringssvar fra borgere, som ikke nødvendigvis kan formulere sig flot, men som ikke desto mindre er utroligt pressede over jeres forslag om at fjerne madtilbud i bofællesskaber for handicappede. Og som skriver som de bedst kan.

Men jeg vil forsøge at være talerør for en borger her. Helt konkret skriver jeg som nærmeste pårørende til en ung mand (min bror) fra Bofællesskabet Elev, som ikke selv kan skrive et langt høringssvar med gode saglige argumenter. Men som helt konkret bare er bange for at få dårlig mad, eller direkte at sulte. Det har skabt stor utryghed hos konkret tænkende borgerne at høre, at deres køkken lukker. Maden skal fremover fås... ja, vi ved ikke hvor fra og kan ikke forklare beboerne dette. Måske portionsanrettet ligesom i hjemmeplejen men for unge borgere og hele resten af livet! Det er svært at forklare udviklingshæmmede, hvad det har af konsekvenser for deres livskvalitet.

Men nu forsøger jeg: Bofællesskabet er en slags udvidet familie for borgere, som ikke selv kan skabe en famille. Selvom de fleste af dem ønsker en, fx har de demenshunde eller surrogatdukker, der kan give dem en følelse af at tage sig af andre og selv være elskede i en familie.

Køkkenet er hjertet af dette familiære bofællesskab. Det er livskvalitet, man inddrager borgerne i madlavning og hjemmetjanser, hvilket giver en følelse af samhørighed, livskvalitet, en ide om at være noget værd og en følelse af at høre til. Være hjemme. Hver dag. Selvom man allerede fra 20-årsalderen faktisk bor på en institution.

Måltidet er kernen for beboerne. Her mødes de, taler med hinanden, hjælper hinanden, er ligeværdige med pædagogerne og føler sig godt tilpas. Mad ude fra kan ikke bringe sanserne i spil på samme måde. Duften af mad, nu skal vi spise, nu skal vi samles. Det er vigtigt. Det er livskvalitet. Og det er en vigtig pædagogisk indsats til tryghed, venskaber, social omgang og rutiner, hvilket disse borgere har meget behov for.

Nogle borgere er også ansat i køkkenet. De laver mad med stor stolthed, og de føler sig nyttige, for de har et job. Disse borgere bliver arbejdsløse og kan ikke bare lige finde et andet arbejde.

Det er helt essentielt for borgerne i Elev og andre bosteder, at der er et køkken, at laves fælles mad og at der spises sammen ligesom i almindelige familier. I forvejen er der skåret så meget, at de næsten kun har måltiderne at samles om som familie. De kan ikke længere tage på feriekoloni, de har sparet bilen væk og kan ikke tage på ture sammen. De bor meget dyrt og på en førtidspension. Der er ikke plads til mange oplevelser. Der er KUN hjemmehyggen tilbage, og den er til gengæld vigtig for dem alle.

Jeg appellerer derfor til, at I tænker med empati, mens I stemmer for eller imod besparelsesforslaget. Dette er ikke en normal spareøvelse. Det er de allersvageste borgere i samfundet, I igen fratager værdighed, retten til livskvalitet, stoltheden over og autonomien ved et job, måltidet som hjertet i familien.

På forhånd tak for at have læst så langt.

Med venlig hilsen
Lone Thoft, søster til en beboer i Bofællesskabet Elev