Spring til hovedindhold

Høringssvar

Omstillingsplan og indfasning af beskæftigelsesreform på social- og beskæftigelsesområdet

Åben Dialog på Botilbuddet Nygårdsvej

Åben Dialog er et væsentligt og nogen gange afgørende for at vi kan hjælpe beboere på Nygårdsvej videre til et mere selvstændigt og meningsfuldt liv.

Botilbuddet Nygårdsvej er et socialpsykiatrisk rehabiliteringstilbud i henhold til Lov om social service § 107 (midlertidigt botilbud) og § 108 (længerevarende botilbud) samt § 82c (afklaringspladser).
Vores speciale er arbejdet med de psykisk sårbare mennesker, der er særlig ramt af deres lidelse og som ofte også har et kaotisk og skadeligt forbrug af rusmidler.

Vi er optaget af, hvad der danner de bedste forudsætninger for at kunne støtte beboerne i deres hverdagsliv i botilbuddet. Vi tror på, at indsatsen omkring og samarbejdet med beboerne fungerer bedst, når alle medarbejdere har en forståelse for og et kendskab til beboernes trivsel og døgnrytme.

Vi insisterer på at være nysgerrige på beboeren frem for dømmende og lader ikke et rusmiddelforbrug forhindre vores Recovery orienterede indsats.

Det er afgørende for vores dialogiske praksis at vi fortsætter udviklingen og forankringen af tilgangen Åben Dialog.

Metoden understøtter recovery, empowerment og helhedsorienteret rehabilitering og kan fungere både som pædagogisk tilgang og som organisatorisk ramme for vores arbejde på Nygårdsvej.

Kernen i Åben Dialog og på Nygårdsvej er, at borgeren ses som hovedaktør i eget liv. Indsatserne udvikles i fællesskab gennem dialog frem for at blive planlagt ensidigt. Det betyder at handleplaner og udviklingsmål formuleres sammen med borgeren og med udgangspunkt i borgerens egen forståelse af situation, ønsker og ressourcer. Det er vores klare opfattelse at det øger ejerskab, motivation og sandsynligheden for varig udvikling.

Åben Dialog på Nygårdsvej bidrager i høj grad til kortere og mere målrettede ophold, stærkere netværksinddragelse og bedre overgang til egen bolig eller mindre indgribende støtteformer. Metoden understøtter dermed, at midlertidige botilbud forbliver udviklingsorienterede og ikke bliver langvarige løsninger uden progression.

Åben Dialog er i høj grad med til at styrke af den relationelle faglighed, som er et stort fokus på Nygårdsvej generelt og i MSB specifikt. Medarbejdernes rolle bevæger sig fra primært at levere løsninger til at facilitere meningsskabende dialoger.

Det kræver ledelsesmæssig opbakning og fælles kompetenceudvikling, derfor ærgrer det os at der er lagt op til en besparelse på Åben Dialog. Vi håber meget at dette ikke sker.
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Cathrine Berthelsen

Indsendt

04/03/2026 11:01

Udtaler sig som

Privatperson

Sagsnummer

HS3153579

Informationer

Startdato

Svarfrist

Type
Beskæftigelse Indkaldelse af ideer og forslag
Område
Hele kommunen

Hørings-id

H1403

Kontakt

Jan Gehlert

Telefonnummer: 41 85 87 16