At gå ind (i) og ud af døre: Vigtigheden af beskæftigelsestilbud til mennesker et sted “imellem” psykiatrien og arbejdslivet

​​Jeg havde i dag travlt på vej til mit frivillige arbejde i Gallo Huset. Så jeg kom til at tage sådan et halvt skridt på vej ud af døren i samme bevægelse som, at jeg åbnede den. Min akavet placerede fod blokerede derfor for døren, hvorefter jeg gik ind i døren med hovedet først. Det var fan’me træls. Jeg tog dog afsted alligevel, da jeg meget nødigt vil undvære mine arbejdsdage på Gallo Huset.
Gallo Huset er et beskæftigelsestilbud for psykisk sårbare, hvor man lærer at arbejde. Så simpelt kan det siges. Man lærer at have kolleger, møde til tiden, være med til særlige arrangementer. Efter noget tid er mange er klar til at sluses ud til mere krævende jobs. Jeg kender for eksempel én, der nu arbejder som kantinedame på et kontor i Odder. Og én, der arbejder i en delikatessebutik. En anden arbejder med marketing i et møbelfirma.
Målet med at være der er dog ikke, at man skal videre. Det er faktisk en ret essentiel del af stedet, at man kan blive der, hvis det er dét, man har brug for. Blandt andet er der én, som har arbejdet der i 25 år. En anden har været der i 15 år. Mennesker, for hvem Gallo Huset simpelthen bare er den rigtige hylde.
Når man vænner sig til at komme i Gallo Huset, kan man godt glemme, hvor unikt stedet er. Det er en café, der er åbent for udefrakommende. Der kommer derfor mange, som bare skal have en kop kaffe uden nødvendigvis at gå op i emnet psykisk sygdom. Det er en grundsten i caféens virke, at der er et synligt formål med arbejdet. Folk skal have deres kaffe og boller. Tingene skal være klar til tiden.
Samtidigt er der også plads til at arbejde på den måde, som den enkelte har brug for. Hver morgen har vi morgenmøde kl. 9 - samtidigt med, at caféen åbner. Derfor sidder vi i caféens sofaarrangement, gennemgår dagens program, og en af stedets tre ledere tager temperaturen på, hvor folk er på dagen. Måske joker vi. Måske er der én, der har det svært, som har brug for lidt ekstra støtte. Så er det dejligt, at man bare kan sidde der og være sammen med andre, uden for store forventninger til ens præstation.
Heri ligger det unikke ved Gallo Huset. Når man vænner sig til at være omkring andre mennesker - hvilket er en grundsten i at være der - så virker det ikke så særligt, så specielt. Man glemmer, at det på et tidspunkt var svært, næsten umuligt faktisk. Da jeg ankom til Gallo Huset første gang, kunne jeg næsten ikke være i rum med andre, fordi jeg havde så meget social angst. Nu føler jeg, at jeg er nærværende, kan fornemme hvor andre er i deres liv, kan bidrage oprigtigt til gruppen og stedet. På vejen til dette har jeg brudt sammen dernede, fordi tingene var så hårde på hjemmefronten. Jeg er taget tidligt hjem utallige gange, fordi jeg var for træt eller fik angst. Men det er vigtigt at pointere, at jeg også er mødt op rigtigt ofte. Jeg har fået mange nye erfaringer.
Da jeg ankom til Gallo Huset, var det en overvindelse bare at være ordstyrer til et af de månedlige personalemøder. Her et par år efter har jeg stået og læst op fra min egen bog til sådan et møde. Og troet på, at det nok skulle gå godt. Undervejs mærker jeg ikke selv, hvor store fremskridt, det faktisk er. Fordi jeg vænner mig til at kunne det nye. Og at blive støttet, når der er problematikker, jeg har det svært med.
Jeg mærker det tydeligt, når jeg træder ind af døren til caféen. Udenfor er jeg bevidst om, hvordan man opfører sig iblandt andre. I Gallo Huset får jeg ro til at tænke over, hvad jeg selv synes. Hvordan jeg oplever verden. Der sker ligesom et skifte fra, at jeg overvejer, hvordan jeg finder mig til rette i verdenen, til at jeg får mulighed for at overveje, hvordan jeg egentlig har det med den her verden. Udenfor døren føles det som en omskiftelig karrussel, jeg skal gøre mig umage for at hænge med på. Indenfor døren kan jeg slippe idéen om “blot” at overleve, og faktisk gøre mig et begreb om, hvad det vil sige at leve, at trives.
Det hænger især sammen med strukturen på caféen. At man omgås mennesker, og at man har noget at lave, som samværet kredser om. Et job. Dette er vigtigt for mig og de andre også, mærker jeg. Vi vil gerne bidrage med noget, lære, indtage en rolle i fællesskabet.
Men det skal være på en måde, vi kan følge med til. Ellers bliver det et skuespil, hvor vi nedbrydes over tid, fordi vi sætter os selv til side for at leve op til udefrakommende krav. Det er historien bag, hvorfor rigtigt mange er endt på stedet. Vi har været i nogle rammer, hvor vi ikke blev rummet. Det har ført til sammenbrud på forskellige måder, som har gjort, at mange er endt i psykiatrien eller andre steder med krisehjælp.
Et vigtigt aspekt ved Gallo Huset er, at det er spændende. Jeg tror ikke, at jeg kunne have fået samme effekt ud af et hvilket som helst andet sted. Når man har det svært, kan det være krævende at finde motivationen til at komme ud af døren om morgenen. Men i Gallo Huset sker der virkelig meget forskelligt spændende. Der er foredrag, receptioner for psykisk sårbares kunstprojekter, fælles gåture, skrivehold, mindfulness. Gallo Huset har også sin egen kaffevogn, som vi sælger kaffe fra til forskellige arrangementer.
I Gallo Huset får man altså mulighed for at komme i kontakt med mange forskellige mennesker, der kan hjælpe én på vej til at dyrke sine interesser. Det er både et sted, der giver struktur og rutinemæssigt arbejde, men er også inspirerende og åbner for nye horisonter.
Nu skal Århus Kommune spare penge, og det er kommet på tale at skære i støtten til Gallo Huset.
Lidt firkantet sat op vil jeg anse det som en måde at sige, at så bør en person som jeg bare tage mig sammen. Så bør en person som jeg bare få et almindeligt arbejde. Så bør en person som jeg… Som om, at man kan sige, at “hvis man som myndighed blot synes, at mennesker bør kunne noget, så kan de det også”. Hvis blot jeg blev presset ud i at gå direkte fra psykiatrien til et almindeligt arbejde, så ville det også lykkes. Det kan jeg med sikkerhed sige, ikke ville være tilfældet. Det er den anden vej rundt; det er derfor jeg er endt i psykiatrien i første omgang. Ved hele tiden at skulle “løfte mig selv op” til et niveau, jeg bare ikke kan være på. Gallo Huset er derimod en fantastisk mellemting. Det er en sluse fra psykiatrien og ud til mere krævende jobs. For andre er det simpelthen bare deres hylde, og det, de har kapacitet til.
Min meget simple opfordring er simpelthen at anerkende, at mennesker som os findes. Mennesker, der befinder sig et sted imellem psykiatrien og det almindelige arbejdsliv. Som gerne vil bidrage, være en del af noget. Mennesker, der lige skal have hjælp til at komme ud af (og ikke ind i) døren. Til det formål er Gallo helt unikt. Dets blanding af struktur og inspirerende aktiviteter gør, at det er et sted, mange gerne åbner døren ind til. Og når man så er kommet mere på rette spor her, så fører det som regel til mange nye døre, der åbner sig.