Jeg afgiver dette høringssvar som CODA – barn af døve forældre – og med et indgående kendskab til det døve fællesskab gennem hele mit liv.

Besparelsen til Århus Døveforening fremstår som en økonomisk prioritering. Men reelt er der tale om en forskydning af udgifter – og en svækkelse af en gruppe borgere, som i forvejen lever i en sproglig minoritet.
For mine forældre – og mange andre døve borgere – er foreningen ikke blot et socialt tilbud. Det er det eneste sted, hvor de kan deltage fuldt og ubesværet på deres modersmål, dansk tegnsprog. Her er de ikke afhængige af tolk, kompensation eller konstant opmærksomhed på omgivelserne. Her er de ikke minoritet – de er en del af et ligeværdigt fællesskab.

Når døve borgere deltager i almindelige kommunale tilbud, kræver det ofte tegnsprogstolk. Hvis værestedet lukkes, vil behovet for tolkning stige markant ved sociale aktiviteter, møder og frivilligt engagement. Det er ikke realistisk at forestille sig, at behovet for fællesskab forsvinder – det flytter blot udgiften.

Det er derfor misvisende at betragte driftstilskuddet som en “kan-ydelse”. Kommunen har en forpligtelse til at sikre lige deltagelsesmuligheder, forebygge ensomhed og understøtte aktivt medborgerskab for borgere med handicap. Hvis denne støtte bortfalder, skal behovet dækkes på anden vis – og det vil med stor sandsynlighed være dyrere og mindre forebyggende.

Som barn af døve forældre har jeg set, hvad fællesskabet betyder. I den hørende verden er mine forældre konstant på arbejde sprogligt og socialt. Deres opmærksomhed er skærpet, deres energi forbruges hurtigere. I døveforeningen sænkes skuldrene. Her genopbygges ressourcerne. Dette har også en afledt effekt på familierne. Når døve borgere har et selvstændigt netværk og fællesskab, reduceres den belastning, der ellers kan havne hos pårørende og børn. Jeg ved det, fordi jeg står overfor det hver dag.

Århus Døveforening fungerer i høj grad gennem frivilligt arbejde. Medlemmerne løfter selv en stor del af de sociale og støttende aktiviteter. Driftstilskuddet er dermed en relativt lille investering, der udløser betydelig egenindsats og forebyggelse. At fjerne støtten vil svække denne selvbærende struktur og øge behovet for kommunal indsats andetsteds.
Derfor bør denne besparelse genovervejes. Ikke kun af hensyn til et fællesskab – men af hensyn til kommunens langsigtede ansvar og økonomi.
Et frirum for sproglig og kulturel minoritet er ikke en luksus. Det er en forudsætning for lige deltagelse.