Jeg skriver som mor til en ung kvinde med alvorlig psykisk sygdom, der i snart to år har været tilknyttet Kaffehjørnet. For hende har det ikke blot været et tilbud men et sted hvor en hverdag igen blev mulig. En hverdag med struktur, fællesskab og værdighed.

I materialet fremhæves det, at udgifterne på området er steget med 51 % mens antallet af borgere er steget med 41 %. Den sammenligning bruges som en del af begrundelsen for ændringerne men i et område som socialpsykiatrien, hvor indsatserne i høj grad er personalebårne er det ikke i sig selv et tegn på ineffektivitet, at udgifterne stiger mere end antallet af borgere. Lønninger, driftsomkostninger og krav til faglig kvalitet er steget markant de senere år og samtidig er målgruppen mange steder blevet mere kompleks med flere borgere med svære psykiske lidelser og dobbeltdiagnoser. At udgifterne stiger mere end antallet af borgere bør derfor være forventeligt og holder ikke som et argument for at fjerne velfungerende tilbud.

Besparelsen ved at lukke Kaffehjørnet er meget lille i det samlede socialbudget. Når et tilbud med stor betydning for nogle af kommunens mest sårbare borgere foreslås lukket for en relativt begrænset økonomisk gevinst er det rimeligt at spørge, om man risikerer at spare det forkerte sted?

Kaffehjørnet er ikke blot beskæftigelse. Det er et stabilt fællesskab, der hjælper mennesker med alvorlig psykisk sygdom til at fastholde en hverdag og en tilknytning til omverdenen. Når stabile fællesskaber forsvinder, er risikoen for at udgifterne flytter sig til langt dyrere indsatser som længere psykiatriske indlæggelser og mere omfattende (måske endda livslang…) støtte stor og reel.

Små stabile fællesskaber kan være billige at drive men meget dyre at undvære!