Jeg skriver her i håb om at man vil beholde tilbuddet Dalgas skolen.

Jeg har som pårørende set hvilken glæde og gavn det giver at have en aktivitet hvor brugeren er i fokus og ikke glemt. På skolen er man en vigtig person i små hold hvor der er plads til alle, men vigtigst er, at man ikke er et nummer!
Det er et fri rum for mange, som de ser frem til.

Med de besparelser man lægger op til, beskrives at tilskuddet ophører, hvormed skolen potentiel er lukningstruet.
Det kan betyde en lukning eller, som beskrevet en større egenbetaling. Er det fair at vi skubber udgiften ud til udsatte borgere der ikke nødvendigvis kan kæmpe deres kamp. Det er borgere der i forvejen lever på en lav indkomst i en usikker tid.

Ved at tilskuddet ophører til Dalgas skolen kunne jeg forstille mig en stigning i indlæggelser i psykiatrien. At borgere der den dag i dag skal introduceres og hjælpes i en retning på hvad de så skal, og hvis ikke, så bliver de isoleret og tabt i et system som i forvejen er presset. Med andre ord de bliver det de frygtede, et nummer.