Jeg arbejder som danselærer på Dalgasskolen. Dalgasskolen er en unik og skøn arbejdsplads, hvor man som underviser oplever at gøre en mærkbar forskel i elevernes dagligdag. Vi vægter den faglige nysgerrighed højt og udfordrer hinanden, men møder også hinanden lige der, hvor vi er. Jeg ser mine elever på både gode og dårlige dage, og jeg mærker hvordan det rummelige fællesskab giver eleverne mod på at møde op, også når det er svært. I de seneste uger har der desværre været markant flere svære dage, jeg oplever elever der bryder sammen midt i dansetimen, som ellers er deres fristed, ved den blotte tanke om, at Dalgasskolen er truet. Det er ikke blot et spørgsmål om, at undervisningen risikerer at forsvinde. Det er tanken om at miste de fælles kaffepauser, vennerne man har danset med i årevis samt det daglige tilholdssted, hvor man hører til uden at skulle passe ind. Jeg håber meget at spareplanen gentænkes, hvis ikke på grund af de åbenlyse økonomiske ulemper ved at hive tæppet væk under vores sårbare, så ved tanken på de hundredvis af elever, der, ligesom alle andre mennesker, fortjener et sted at høre til.