Omstillingsplan og indfasning af beskæftigelsesreform på social- og beskæftigelsesområdet
Omstillingsplan - besparelser på socialområdet
Der ligger manglende vilje til forståelse bag at ville lukke Gallo Skolen
Verden er af lave. Nu også i Aarhus, hvor en økonomisk omstillingshøreplan er fremlagt. En plan, som slår hårdt, rammer en masse aktiviteter og som kapper menneskers livline. Rådmanden Michael Christensen efterlyser i Århus Stiftstidende den 1. marts input til at træffe de rigtige beslutninger. Et sådant kommer her fra Gallo Skolen, hvor vi har brug for uddybelse af, hvad Gallo Skolen står for.
Gallo Aktiviteterne begyndte i 1981 og er alle skabt af psykiater Johannes Nielsen. Han havde stor erfaring både personligt og arbejdsmæssigt inden for psykiatrien og revolutionerede området ved bl.a. at tage udgangspunkt i patienternes og pårørendes erfaringer og oplysninger. Lytte til dem og i videst muligt omfang tage udgangspunkt i dem. Det var usædvanligt på det tidspunkt, men for ham var logikken lidt forenklet sagt, ”at den, der har skoen på, ved, hvor den trykker”! Mindre medicin og hjælp til selvhjælp var også med til, at den sygdomsramte blev medansvarlig i behandlingen. Dertil kom arbejdet med nedbrydning af skrankerne mellem psykisk syge og psykisk raske samt at få ryddet op i et tabubelagt område. Erfaringerne fra dette arbejde er fortsat aktuelt i alle Gallo Aktiviteternes arbejde her 45 år efter.
Da ønsket om Gallo Skolen opstod, var det for det første uomtvisteligt, at der skulle vises hensyn til psykisk syges usynlige handicap og dernæst udelukkende tilbydes undervisning i kreative fag. Lærerne skulle være veluddannede og selv udøvende i deres fag. Holdningen var og er, at gennem arbejdet med kunst og kreativitet kan man ændre kaos til liv med nye muligheder. Netop kreativitetens nysyn, spontaneitet og bevægelseslethed er central. I kreativitetens spændingsfelt er der plads til søgen, leg, forsøg, dybde og indsigt uden fordømmelse og næserynken.
Gennem årene er vores erfaring, at mennesker med kreativitetens oplevelser i bagagen får et bedre liv med indsigt og forståelse som redskaber og bl.a. også i arbejdet med opbygning af tabt selvværd og identitet, som er en sikre følgesvende efter en psykisk nedtur. Det er smerteligt, og hertil kommer, at tankerne til tider styres af noget ukendt og energitappende, så angst og modløshed er dét, man står tilbage med.
En elev fortalte for år tilbage følgende: ”Herude i dette kreative land er alt mulig. Ingen er over eller under én, ingen er mere værd end andre, og intet er mere rigtigt end andet. Her er alt muligt. Det har jeg brug for, når jeg skal opbygge mit nye liv!”
Det har i mange år været accepteret, at fysisk handicappede har brug for forskellige hensyn. Men usynlige handicaps, som psykisk syge slås med, har sværere ved at blive accepteret og godkendt.
For Gallo Skolen har det betydet indtænkning af særligt de usynlige hensyn i forhold til indendørs- og udendørs faciliteter, indretning af skolen med institutionsfrie lokaler, miljøet, formål, omgangstone, tryghed, betalingsbetingelser, holdstørrelser o.m.a., fordi f.eks.:
Angstramte have svært ved at være tæt på andre, høj tale og være sammen med mange mennesker. En del depressive har svært ved aktiviteter om formiddagen, idet natmedicinen stadig sidder i kroppen. Stemmehørere bliver generet af for meget snak, høj tale eller musik. Mareridt kan sidde i kroppen langt op af dagen og forstyrre tanker og handlinger. For megen sygdomssnak kan minde om egne sygdomstræk og give bekymring. Forventninger, pres, uro, og tempo kan opildne til forstyrrede tanker o.s.v.
Deltagerne har forståelse for, at der ikke må snakkes sygdom i timerne, at det er ok at bede om ro eller bede en medkursist dæmpe sig. Det er i orden, at man trækker hen i et hjørne og sidder med ryggen til de andre, mens man tegner. Det er i orden at være tavs og passe sig selv, sætte sig ud i haven i det fjerneste hjørne eller bare holde en pause. Man skal ikke undskylde, man er ikke sær, det er ikke usædvanligt, men kendt af de alle øvrige deltagere. På den måde opstår der dybde, ro og nærvær i et undervisningsforløb.
Al denne usynlige utilpasheds svære tanker og opgaver kan elimineres, når man på holdene og sammen med skolen skaber et miljø med hensyn. Det er bl.a. netop det, Gallo Skolen er kendt for.
Når Aarhus Kommune mener, at Gallo Skolens deltagere ”bare” kan søge andre undervisningssteder, så har man ikke forstået, hvad det specielle for skolens elever er. Skolen er især efterspurgt på baggrund af ovennævnte holdninger og miljø. Hvor kan de finde det i Aarhus, hvis skolens lukkes?
Vi håber, at ovenstående oplysninger giver beslutningstagerne bedre forståelse for konsekvenserne for skolens elever ved en evt. lukning.
De kan ikke ”bare” søge andre undervisningstilbud, for sådanne er der ikke. Vi kan ikke ”bare” lægge 719.000 kr. på deres egenbetaling. Det vil være urealistisk.
Det vil være at lade mange sårbare mennesker i stikken at lukke Gallo Skolen!
Gyda Nielsen, forhenværende skoleleder på Gallo Skolen
Nørre Allé 33, 3.tv.
8000 Aarhus C
Tlf.: 4117 4966
E-mail: gogydoda@gmail.com
5. marts 2026
Download høringssvar som pdf