Høringssvar fra Bofællesskabet Mallinglund Hjerneskadetilbud i CSV
Konsekvenser ved den varslede besparelse i omstillingsplanen for bofællesskabet Mallinglund:

• Mallinglund har i samarbejde med de to andre hjerneskadefaglige specialtilbud i CSV Børglumvej og Møllevangs Allé, indsendt et fælles høringssvar i forhold til de udmeldte besparelser.

• I Bofællesskabet Mallinglund bor 11 beboere med medfødte- eller erhvervede hjerneskader og fysiske handicaps, desuden har nogle af beboerne misbrugsproblematikker, demens og andre psykiatriske sygdomme.

• Det er en beboergruppe hvoraf flere har boet her i 20 år. De er kommet op i alderen (for de af beboerne der har Cerebral Parese eller Rygmarvsbrok, tillægges ca. 15-20 år til deres faktuelle levealder) og har et tiltagende behov for både personlig pleje via hjemmeplejen (§83) og forsat et behov for specialiseret socialpædagogisk bostøtte (§85). Der er desuden et voksende behov for pædagogisk ledsagelse i sundhedsfagligt regi, da deres fysiske handicap nødvendiggør flere konsultationer.

• Et flertal af beboerne har ingen- eller meget begrænset kontakt til deres pårørende, hvilket medfører udfordringer i forhold til at trække på ressourcer af den vej og dermed understøtte CSV´s kongstanke om ”Borgeren ved roret”. Vil CSV efterleve at ”Borgeren er ved roret”, vil det i mange tilfælde forudsætte en øget personalenormering, da det vil kræve en 1:1 bostøtteindsats, at støtte beboernes samspil med omverdenen.

• Beboerne italesætter selv, at den socialpædagogiske bostøtte de modtager, er essentielt for, at de kan fungere og klare deres daglige udfordringer så godt og selvstændigt, som de gør det for nuværende. Beboerne har qua deres fysiske handicap og hjerneskader et individuelt behov for personalets kompenserende og specialiserede socialpædagogiske understøttelse i forhold til hyppig guidning og almene trivselssamtaler. Dette er helt afgørende for, at beboerne kan mestre deres liv på den bedst mulige måde, således deres livskvalitet og medindflydelse i eget liv sikres, både i- og udenfor hjemmet.

• Personalet er medvirkende til at understøtte beboernes sundhedsfaglige trivsel. Ved en personalereduktion bliver muligheden for ledsagelse til undersøgelser- og samtaler i sundhedsfagligt regi med de faste bostøttemedarbejdere indskrænket. Den kommunikative- og hukommelsesmæssige understøttelse bortfalder derved, vigtig viden og indgående kendskab til historik og sygdomshistorie på den enkelte beboer bliver ikke belyst, dette på bekostning af den hjerneskadede beboer. Desuden øges beboerens utryghed, idet det opbyggede relationelle bånd og tryghed til bostøttemedarbejderen ofte er afgørende for, om motivationsarbejdet lykkedes i forhold til at komme af sted.

• Vi finder den forelagte besparelse i strid med beboernes behov for støtte og uden hensyntagen til Socialtilsynets godkendelsesgrundlag og ydelsesbeskrivelse. Endelig finder vi det stærkt kritisabelt, at der ikke er foretaget en grundig individuel vurdering med den enkelte beboer, inden man noget forhastet og ifølge omstillingskataloget har vurderet, at ”de nuværendes beboers støttebehov kan imødekommes med en lettere dækning i tilbuddet”.