Bevar Dalgasskolen!

Jeg er 42 år og har gået på Dalgasskolen i 17 år. Jeg har skizotypi og tendens til overtænkning, rumination, depression. I alle årene har skolen beriget mit liv på mange planer. Den har været det anker, der har fasthold mig i den konkrete ydre virkelighed gennem muligheden for fordybelse i kreative processer. Alene på det faglige område har jeg lært SÅ meget om kunst, kreativitet, håndarbejde, keramik, musik, sang, madlavning og om Århus som by. Lærernes faglighed og engagement er tårnhøjt.
Men skolen tilbyder faktisk endnu mere end højt kvalificeret fagundervisning. For mig har skolen været en søjle og retning i min tilværelse. En tryg strukturbærende base at kunne stå op til, udvikle sig i og herfra opbygge mod til at skabe forbindelser også til mennesker ude i resten af samfundet. Jeg har kunnet udvikle mig fagligt, socialt og menneskeligt i mit eget tempo i et kraftfrit kærligt miljø.
Jeg har hos lærerne mødt og set en smittende faglig passion, professionalisme, rummelighed og tålmodighed af en anden verden, hvori jeg i ryk har kunnet opøve og træne faglige, sociale og menneskelige kompentencer jeg også har kunnet bruge uden for skolen.
Gennem lærernes ro, naturlighed, ægte varme og hjerterum og omsorg for eleverne og skolen som helhed er jeg blevet formet og udrustet med læring for livet.
Derfor synes jeg, at Dalgasskolen er mere end en skole - den er et meningsdannende, meningsbevarende og trivselsfastholdende livsfællesskab.
Skolen er vital for eleverne, reelt en livsnerve og for mange dét der gør, at deres tilværelse ikke ramler eller lige nøjagtig lige hænger sammen. Altså et decideret åndehul. Præcis det sted der udgør en beskyttende faktor i elevernes liv og forebygger isolation, ensomhed, forværring, selvskade, indlæggelser osv.
Skæbnen vil at jeg selv flytter til København, men jeg vil bære skolens ånd og værdier med mig i hjertet. For hér har samlet en hel skattekiste af faglig viden, indsigt og livskundskab. I Kbh. vil jeg søge og have behov for et lignende tilbud a la Dalgasskolen for at trives.
Jeg mener, det vil være en katastrofe ikke at bevare skolen i dens nuværende form og en menneskelig tragedie for de mange sårbare elever. Derfor beder jeg indtrængende om lydhørhed og empati og over for de sårbare borgeres stemme i denne sag.

Mvh Kim Jesper Dahl Sørensen