Omstillingsplan og indfasning af beskæftigelsesreform på social- og beskæftigelsesområdet
Behandlingsteamet forslag 4.4
Som læge er jeg alvorligt bekymret over forslag 4.4 om nedlæggelse af Behandlingsteamet i Ungecenter Social & Fællesskaber. Unge med komplekse psykiske og sociale problemstillinger udgør en patientgruppe, hvor der allerede i dag er betydelige udfordringer i forhold til sammenhængende udredning og behandling. Mange befinder sig i gråzonen mellem kommunale tilbud og børne- og ungdomspsykiatrien og risikerer derfor at falde mellem flere systemer.
I en tid hvor mistrivsel blandt unge er stigende, og hvor adgangen til relevant behandling for denne gruppe i forvejen er presset, fremstår det særdeles problematisk at reducere et tilbud, der netop er målrettet unge med komplekse og sammensatte behov. Set fra et sundhedsfagligt perspektiv er der tværtimod et klart behov for at styrke – ikke svække – de specialiserede indsatser for denne sårbare gruppe.
Netop i arbejdet med denne målgruppe er høj faglig kvalitet afgørende. Den psykologfaglige indsats udgør her et helt centralt element, hvor psykologen både fungerer som den primært behandlende instans og som et vigtigt bindeled mellem den psykisk eller socialt udsatte unge og de nødvendige videre indsatser i systemet. Denne funktion kan ikke uden videre sidestilles med andre kommunale tilbud såsom mentorforløb eller aktivitetstilbud, som i deres natur primært udgør støttende eller sekundære indsatser. For unge med alvorlige og komplekse problemstillinger er det netop den specialiserede behandlingsindsats, der danner fundamentet for, at øvrige tiltag overhovedet kan få effekt.
Set i lyset af de aktuelle udfordringer på området fremstår en prioritering, hvor en specialiseret behandlingsindsats reduceres til fordel for mindre behandlingsrettede tilbud, som både dybt bekymrende og fagligt svært at forsvare. Efter min vurdering risikerer en sådan beslutning i praksis at svække indsatsen for nogle af de mest udsatte unge i kommunen og må derfor betragtes som en særdeles uheldig prioritering i den kommunale beslutningstagen.
Download høringssvar som pdf