Argumentet lyder at beboerne ikke indgår i selve madlavningen. Det skyldes at der i forvejen er beskåret så meget i personalegruppen at der ikke er resurser til det. Så argumentet har man selv sørget for, via besparelser .Det er et bofællesskab – et hjem !
Et hjem, for mennesker med særlige behov.
Hvor det, at være med til at tilberede sin egen mad, med det man nu evner, og spise den i fællesskab med de andre beboere og personale, få en snak om dagens begivenheder over måltidet, giver glæde og livs kvalitet.
Det handler ikke kun om mad – det er livskvalitet, som der skal kæmpes for, når man har særlige behov
Hvis maden centraliseres mister beboerne praktisk funktion, sanselighed og fællesskab.
Hvis det bliver sådan, at beboerne for en betydelig merbetaling skal have individuelle madordninger, skal de have hjælp til det af personalet, bestilling, aflysning, tilberedning, oprydning o.s.v. Det kan skabe splid og uro.
Der er gennem de sidste 20 år sparet på personale timer igen og igen, slutter det aldrig ?
Tænk menneske før økonomi. Det er usselt at spare på de svage, der ikke selv kan protestere.
Krista Vestergaard