Omstillingsplan og indfasning af beskæftigelsesreform på social- og beskæftigelsesområdet
Besparelser på det sociale område
Kære politikkere i Århus Kommune.
Jeg har en datter der er sindslidende, hun bor i Jeres kommune.
Hun deltog i mange år i Teater Billedspor,- et teater for og med sindslidende, og som en del af Jer måske husker.
I 1998 fik teatret til huse på Kragelund, og Kragelund lukkede op året efter som Kultur - og kontaktcenter.
Billedspor var med til at sætte Århus Kommune på landkortet, ja endog i udlandet som noget helt særligt.
At Billedspor var en del af Kragelund var en rigtig god ide,- at arbejdet med sindslidende ud fra kultur- og kreativitet gav brugerne stor mening i deres liv, ikke kun at have fokus på deres lidelse, men også på deres ressourcer.
Det, sammen med alle de særlige tiltag og tilbud kommunen har, har gjort at jeg altid med stolthed har sagt, at hvis man var sindslidende, var det bedst at være det i Århus Kommune.
Det har givet kommunen et godt ry på det psykiatriske område, men HUSK at brugerne har været med til at give kommunen det godt ry.
Det ser jeg nu med stor rædsel, at man er ved at sætte over styr, med store besparelser på et område for vores aller svageste medborgere.
Besparelser det helt sikkert vil resultere i flere indlæggelser( dyrt for samfundet), flere hjemløse, flere ulykkelige medmennesker og i værste fald i selvmord.
I de sidste år har man haft fokus på det psykiatriske område, som helt bestemt har været udsultet, .....nu udsultes det altså yderligere.
Det kan I ikke være bekendt.
Kim Larsen sagde, " Jeg kan ikke forstå, hvad politikerne skal gøre godt for, hvis de ikke skal hjælpe de svage, .... de stærke skal nok klare sig".
Jeg er taknemmelig og har den største respekt for de mennesker der arbejder med vores sindslidende, men de besparelser der varsles nu vil afgjort give dem dårligere arbejdsbetingelser, og HUSK det er jo et politisk ansvar, I er ansvarlig for deres arbejdsmiljø.
Jeg håber inderligt at man vil tage de foreslåede besparelser op til ny vurdering, ... i samråd med medarbejdere, pårørende og brugere. Det er trods alt de mennesker der ved bedst, og hvis liv , som i forvejen er svært, bliver endnu vanskeligere.
Måske kan man i positivt samarbejde finde andre løsninger.
Med Venlig Hilsen
Anne Margrethe Lindholdt
Jasminparken 87,
6760 Ribe
Virusfri.www.avast.com
Download høringssvar som pdf