Omstillingsplan og indfasning af beskæftigelsesreform på social- og beskæftigelsesområdet
Høringssvar ift. afvikling af aftale med headspace Aarhus
Kære Aarhus Kommune
Et af argumenterne for afvikling af aftalen med headspace er, at der findes lignende tilbud kommunalt og i andre frivillige organisationer. Men som alle andre civilsamfundsorganisationer har headspace sine egne rammer og formål.
I headspace foregår samtalerne på de unges præmisser og der er ingen begrænsninger på, hvor mange samtaler de unge kan få. Der bliver ikke lagt pres på de unge, hvilket er med til at gøre tilbuddet mentalt sundhedsfremmende.
I headspace er brobygning en del af tilbuddet, hvilket vil sige, at de frivillige ungerådgivere hjælper de unge med at finde frem til andre tilbud hvis det er ønsket.
Det kan både være regionale-, kommunale- og/eller andre civilsamfundstilbud. I forhold til civilsamfundstilbud, så bliver det også meget svært at brobygge til, hvis de må lukke ned pga. besparelser.
Endvidere skal de unge ikke visiteres til headspace. Det er ikke en specifik gruppe af unge med specifikke udfordringer der henvender sig, men unge med en bred vifte af udfordringer og samtalebehov.
I takt med lange ventelister i det kommunale- og regionale regi, er der flere og flere unge der henvender sig til headspace, for at finde nogen at tale med.
Headspace har også et omfattende team af Outreach aktiviteter, hvor der tilbydes workshops, oplæg m.m..
Derudover er headspace til rådighed en dag i ugen på Aarhus TECH, hvor der tilbydes samtaler til eleverne.
Dette bevidner, at headspace Aarhus er villige til at komme ud til de unge, der kan have svært ved at komme ned i centeret eller give bedre information om hvad headspace kan, og derved skabe kontakt der kan føre til samtaleforløb enten online eller fysisk.
Det er vigtigt, at bevare økonomisk støtte til sådan et tilbud, både på et menneskeligt og et socialøkonomisk plan.
Download høringssvar som pdf