Spring til hovedindhold

Høringssvar

Omstillingsplan og indfasning af beskæftigelsesreform på social- og beskæftigelsesområdet

Lukning af parrådgivnnigen - forslag nr. 5.2

Til Aarhus Byråd
Tak for muligheden for at afgive høringssvar vedrørende den foreslåede nedlukning af Parrådgivningen. Dette svar fokuserer på de faglige konsekvenser for børn, forældre og den samlede forebyggelsesindsats i kommunen.

1. Parrådgivningen er en central del af den tidlige indsats
Parrådgivningens tilbud – PREP og Partjek – er målrettet alle par – også uden tidligere brug af tilbud i MSB. De placerer sig nederst på indsatstrappen og forebygger behovet for tungere og dyrere indsatser som familiebehandling og højkonfliktsager. Tilbuddene giver par med børn mulighed for at reagere tidligt, før problemer vokser sig store.

2. Forældres samarbejde er afgørende for børns trivsel
Forskningen viser tydeligt, at børn påvirkes direkte af forældres konfliktniveau. Når konflikterne reduceres, øges børns trivsel, deltagelse og stabilitet i hverdagen. PREP og Partjek arbejder netop med kommunikation, konflikthåndtering og samarbejde – områder med dokumenteret betydning for børn.

3. Metoderne er veldokumenterede og effektive
PREP er blandt de mest evaluerede parrelationelle metoder i Danmark og anvendes i mange kommuner. Forældre rapporterer bedre kommunikation og færre konflikter efter forløb. Partjek giver en hurtig, præcis vurdering og ofte netop den støtte, der forebygger senere sager.

4. Nedlukning vil øge belastningen andre steder i kommunen
Uden Parrådgivningen risikerer flere familier at ende i tungere indsatser, hvilket belaster både myndighed, familiebehandling, PPR, sundhedsplejen samt skoler og dagtilbud. Parrådgivningen fungerer som en buffer, der aflaster flere områder af kommunen.

5. Tilbuddet er lavtærskel, neutralt og ikke stigmatiserende
Mange forældre opsøger Parrådgivningen, fordi det er egen visitation via kommunens hjemmeside og opleves trygt. Selvom borgere kan købe private tilbud, viser erfaringen, at det ofte kun er den ene part, der initialt er motiveret for at søge hjælp. At tilbuddet er vederlagsfrit, gør det lettere for par at tage det første skridt og afprøve hjælp, hvilket er afgørende for forebyggelsen.

Opsummering
Nedlukning af Parrådgivningen vil skabe et tomrum i kommunens forebyggelsesindsats og sandsynligvis føre til øgede udgifter og større belastning i andre dele af kommunen. Tilbuddet har dokumenteret effekt, høj brugertilfredshed og en direkte positiv indflydelse på børns trivsel.

Mvh Ditte, Kirsten og Søren
Parrådgivningen, Børnecentret.
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Medarbejderne i Parrådgivningen, Børnecentret

Indsendt

10/03/2026 09:36

Udtaler sig som

Myndighed

Organisation

Børnecentret,Parrådgivningen

Sagsnummer

HS7879365

Informationer

Startdato

Svarfrist

Type
Beskæftigelse Indkaldelse af ideer og forslag
Område
Hele kommunen

Hørings-id

H1403

Kontakt

Jan Gehlert

Telefonnummer: 41 85 87 16