At der er underskud i Sociale Forhold og Beskæftigelse er ikke noget nyt. I årevis har borgere, pårørende og ansatte måttet finde sig i besparelser og omorganiseringer, der går ud over serviceniveau og arbejdsmiljø.

Nu skal der spares igen. Historisk dybt denne gang, men uden at problemerne med det strukturelle underskud løses. Om få år skal denne historie skrives en gang til.

Til denne runde af besparelser kan vi forudsige, at besparelser i det forebyggende arbejde og de mangeartede trivselstilbud blot medfører øget brug for dybere indsatser senere med et større pres på ansatte og et dårligere liv for brugere som resultat. Dertil kommer en betydelig stressudsættelse af organisationen med usikkerhed og pres på det psykiske arbejdsmiljø som forventeligt resultat.

Generelt er besparelserne så omfattende og dækker med tættekam så mange indsatser og tilbud, at det ikke giver mening at fremhæve den ene frem for den anden i dette høringssvar.

I stedet kalder høringssvaret på, at byrådet en gang for alle må tage sit ansvar på sig. Det sociale område har ifølge høringsmaterialet efter disse besparelser en strukturel ubalance på 416 mio. i 2029, selv hvis der med dette sparekatalog spares 339 mio. fuldt indfaset samlet i MSB.

Årsagerne til det enorme økonomiske pres er mangeartede og ikke nødvendigvis negative. Eksempelvis lever mennesker med handicap længere, sundhedsvæsenet kan redde for tidligt fødte med efterfølgende hjælpebehov osv. Derudover er diagnoserne blevet flere i samfundet som helhed, vi har trivselskrise, hvor skolevægring medfører udgifter til tabt arbejdsfortjeneste og meget mere. Fælles for det er, at det langt hen ad vejen er ikke-styrbare udgifter, som der ikke nødvendigvis kan tages højde for i de forskellige budgetmodeller og ved anvendelse af demografisk træk.

Spørgsmålet er, hvornår byrådet vil tage ansvaret på sig, eller om man hellere vil stå i samme situation om ganske få år med nye besparelser og ny usikkerhed, hvor den sidste rest af sociale og forebyggende indsatser, der ikke er et direkte lovkrav om, spares endeligt væk, mens udgifterne fortsat stiger til lovbestemte ydelser og indsatser?
Hvis byrådet vil tage ansvaret på sig, så kræver det et opgør med manglende budgetmæssige redskaber.

Det kræver et opgør med den politiske styring, som kommunerne er underlagt af staten, hvor budgetloven binder kommunernes muligheder for at bruge egne penge, som byrådet ønsker det.

Det kræver en reel nytænkning i KL’s økonomiaftaler med staten, som tager højde for det økonomiske pres, som kommunernes sociale budgetter er underlagt. Fx ved en større statsrefusion af lovbestemte ydelser.

Det kræver, at Århus Byråd i KL, i samarbejdet med regering og Folketing og internt i egne partier tager ansvar og sætter social politik og kommunernes økonomi på dagsordenen og kræver et opgør med budgetlovens udgiftslofter, så man også om nødvendigt kan hæve kommuneskatten.

Det er den eneste måde, hvorpå Århus Kommune kan undgå at skulle stå i nøjagtigt den samme situation om ganske få år med de enorme omkostninger det har for byens udsatte borgere, deres pårørende og Århus Kommunes egne ansatte.

FOA Århus skal afslutningsvis konstatere, at konsekvenser for MSB’s MED-system berøres i høringsmaterialet og vil derfor blot pointere, at vi ser frem til indkaldelse til forhandling heraf og finder det utidigt, at det er benævnt i høringsmaterialet.