Høringssvar vedr. forslag 4.14 – Tilpasning af udgifterne til BPA
Jeg ønsker at afgive høringssvar til forslag 4.14 i omstillingsplanen for 2026.
På baggrund af mine erfaringer med en BPA-ordning vil jeg særligt fremhæve tre forhold:
• Velfærdsteknologi kan ikke erstatte personlig hjælp for borgere med meget omfattende funktionsnedsættelser.
• borgere med BPA har varige og livslange funktionsnedsættelser, som ikke bliver bedre, men ofte forværres. Hyppige revurderinger risikerer derfor at bruge administrative ressourcer uden at skabe reelle besparelser.
• BPA-ordningen er etableret for at give borgere mulighed for at leve et liv så tæt på andre borgeres som muligt. Dette kræver en sammenhængende og fleksibel hjælp i hverdagen.
Jeg har selv en BPA-ordning med 16 timers hjælp i døgnet. Om dagen fungerer ordningen rigtig godt og gør, at jeg kan få dækket mine behov og samtidig bidrage aktivt til samfundet.
Om natten er løsningen baseret på et nødkald til hjemmeplejen. I praksis fungerer dette ikke for mig, fordi jeg ikke er i stand til selv at betjene de tekniske løsninger. Der er forsøgt med tre forskellige nødkaldsløsninger, som må betragtes som en form for velfærdsteknologi, men ingen af dem har fungeret i praksis. Samtidig har nattevagten i hjemmeplejen oplyst, at de ikke kan tilbyde faste natlige besøg, selvom jeg ikke har mulighed for at hjælpe mig selv. Resultatet er derfor, at jeg reelt ligger uden hjælp om natten.
Når en borger ikke selv kan tilkalde hjælp, og de teknologiske løsninger ikke fungerer i praksis, opstår der samtidig et spørgsmål om, hvordan borgerens sikkerhed kan sikres i løbet af natten.
For mange borgere med BPA er funktionsnedsættelsen så omfattende, at vi eksempelvis ikke kan bruge arme eller ben. I sådanne situationer kan teknologi ikke erstatte den praktiske hjælp i hverdagen, fordi der stadig er behov for en person til at betjene løsningerne eller hjælpe med helt basale behov. Det kan eksempelvis være hjælp til at få noget at drikke, spise, samle ting op, tage ting ud af skabe, komme på toilettet eller blive forflyttet.
Samtidig er hjemmeplejen ikke indrettet til at løfte denne type opgaver for borgere med meget omfattende behov. Hjælpen kræver ofte, at den person der hjælper, kender borgerens behov og rutiner og lærer den enkelte borger godt at kende. Den kontinuitet og fleksibilitet er netop noget af det, som en BPA-ordning kan tilbyde.
Derudover kræver hjælpen til borgere med meget omfattende funktionsnedsættelser ofte både tid og tålmodighed. Det er min oplevelse, at hjemmeplejen i forvejen arbejder under et stort tidspres og med for få medarbejdere i forhold til de opgaver, de skal løse. Mange medarbejdere gør en stor indsats, men rammerne gør det vanskeligt at give den type fleksibel og individuelt tilpasset hjælp, som borgere med meget omfattende behov ofte har brug for.
Hvis opgaver, som i dag løses gennem BPA-ordninger, i højere grad skal løses af hjemmeplejen, vil det derfor kræve både flere medarbejdere, mere tid pr. borger og ændrede arbejdsvilkår. Ellers risikerer man, at opgaverne i praksis ikke kan løftes på en forsvarlig måde.
Derudover er samfundet ikke indrettet på en måde, der gør det muligt for mennesker med omfattende funktionsnedsættelser at klare sig uden hjælp. Manglende tilgængelighed i bygninger, transport, butikker og andre daglige situationer betyder i praksis, at en hjælper ofte er nødvendig for at kunne færdes og deltage i samfundslivet på lige fod med andre borgere.
Dette hænger også sammen med principperne i FN's handicapkonvention, som blandt andet understreger retten til tilgængelighed, selvstændighed og fuld deltagelse i samfundslivet for personer med handicap.
Jeg vil også pege på, at borgere med BPA har varige og livslange funktionsnedsættelser. Typisk vil de fleste funktionsnedsættelser ikke blive bedre, og i mange tilfælde vil den med tiden blive mere omfattende. Behovet for hjælp udvikler sig derfor aldrig i en retning, hvor der er behov for mindre hjælp. Hyppige revurderinger kan derfor risikere at bruge kommunale ressourcer uden at skabe reelle besparelser.
BPA-ordningen er netop designet til at give borgere med omfattende funktionsnedsættelser mulighed for at leve et liv så tæt på andre borgeres som muligt. Det indebærer blandt andet muligheden for en sammenhængende og fleksibel hverdag, hvor hjælpen er tilgængelig, når behovet opstår.
Danmark har samtidig tilsluttet sig FN's handicapkonvention, som understreger retten til selvbestemmelse, deltagelse i samfundslivet og muligheden for at leve et liv på lige fod med andre. BPA-ordningen er et centralt redskab til at understøtte disse principper.
Jeg vil derfor opfordre til, at man i den videre behandling af forslaget nøje overvejer, om de forventede besparelser er realistiske, og om ændringerne risikerer at skabe utryghed for borgere med meget omfattende behov eller blot flytte udgifterne til andre områder i kommunen.
Med venlig hilsen
en ung borger med Bpa i Aarhus kommune