Jeg skriver som pårørende til en beboer på Kilebo.
Jeg er bekymret over forslaget om at nedlægge køkkenet og erstatte madlavning med færdigretter, der blot opvarmes. Madlavning i huset er efter min opfattelse en vigtig del af beboernes hverdag. Det giver mulighed for at deltage i almindelige hverdagsaktiviteter, være en del af et fællesskab og bevare færdigheder, som er med til at skabe struktur og mening i dagligdagen.
For flere beboere spiller rutiner og genkendelighed en stor rolle for trivsel. Samtidig kan der være særlige behov i forhold til madens smag, konsistens og udseende, som er lettere at tage hensyn til, når maden laves i huset.
Fælles madlavning og måltider er også med til at skabe en hjemlig atmosfære. Små ting som at bage i weekenden eller lave noget særligt ved fødselsdage og højtider bidrager til livskvalitet og gode oplevelser i hverdagen.
Jeg vil derfor opfordre til, at køkkenfunktionen i Kilebo bevares, så beboerne fortsat har mulighed for en hverdag med meningsfulde aktiviteter og fællesskab.