Jeg skriver som pårørende til en ung, der går på HF på Fundamentet i Aarhus. Den unge er min søster.

Hun er vokset op i en helt almindelig, ressourcestærk familie med stabile rammer og veluddannede forældre. Alligevel har hendes møde med det kommunale system været præget af gentagne nederlag, skiftende indsatser og en oplevelse af, at hun først og fremmest skulle passe ind i systemets rammer – i stedet for at blive mødt dér, hvor hun var.

Det er en erfaring, som mange familier med psykisk sårbare unge desværre deler.

Når man som familie oplever det kommunale system indefra, bliver én ting tydelig: Systemet er i høj grad indrettet efter administrative logikker frem for menneskelige behov. Der er regler, kasser, målgrupper og procedurer. Men der er alt for få steder, hvor den enkelte unge faktisk bliver set og hjulpet med udgangspunkt i sin situation.

Fundamentet er et af de steder.

Her bliver unge med psykisk sårbarhed mødt med en forståelse for, at uddannelse ikke kun handler om faglige krav, men også om relationer, tryghed og fleksibilitet. For mange af de unge, der går her, er det ikke bare endnu et uddannelsestilbud. Det er i praksis den sidste realistiske mulighed for at gennemføre en ungdomsuddannelse.

Det gælder også for min søster.

Hvis hun ikke havde haft muligheden for at gå på Fundamentet, er det meget svært at se, hvordan hun skulle have gennemført en uddannelse i det almindelige system. Det har hun allerede mislykket med to gange.

Derfor er det dybt bekymrende, at Aarhus Kommune nu overvejer besparelser på netop denne type tilbud.

De unge, der går på Fundamentet, er netop unge, som allerede har forsøgt – og ofte fejlet – i mere traditionelle tilbud. Hvis Fundamentet svækkes eller reduceres, vil mange af dem ikke blot flytte over i et andet uddannelsessystem. De vil i stedet risikere helt at falde ud af uddannelse og arbejdsmarked.

Det vil ikke alene have store menneskelige konsekvenser for de unge selv. Det vil også være en dårlig økonomisk beslutning for kommunen.

Vi ved fra både forskning og praksis, at unge uden uddannelse har markant større risiko for langvarig offentlig forsørgelse, psykiske problemer og marginalisering. Når et tilbud som Fundamentet lykkes med at fastholde psykisk sårbare unge i uddannelse, er det derfor ikke en udgift. Det er en investering.

Besparelser på dette område risikerer at blive et klassisk eksempel på kortsigtet økonomisk tænkning: en mindre besparelse her og nu, som på længere sigt skaber langt større udgifter – både økonomisk og menneskeligt.

Men vigtigst af alt: bag den potentielle besparelse til Fundamentet findes der virkelige unge mennesker.

Min søster er én af dem.

Hun er ikke et budgetpunkt. Hun er et menneske, der forsøger at skabe sig et liv med uddannelse, arbejde og selvstændighed – på trods af psykisk sårbarhed.

Fundamentet giver hende den mulighed.

Jeg vil derfor kraftigt opfordre Aarhus Kommune til at genoverveje besparelser på dette område og i stedet beskytte – og gerne styrke – tilbud, der dokumenteret hjælper psykisk sårbare unge videre i uddannelse og liv.

Med venlig hilsen
Nicoline Bundgaard Arriagada