Omstillingsplan og indfasning af beskæftigelsesreform på social- og beskæftigelsesområdet
Økonomien i forslaget - Fundamentet
Fundamentet - et unikt tilbud.
Personligt håber jeg, at nogle af DJØF´erne i Sociale Forhold og Beskæftigelse har holdt et lille oplæg for rådmanden om de samfundsøkonomiske fordele ved at sikre, at unge mennesker får en uddannelse og bliver i stand til at deltage på arbejdsmarkedet. Det er nemlig en rigtig god investering!
”Nedslagtningen” af de frivillige!
Lad mig starte et lidt andet sted. Vi har som borgere gennem årene hørt mange politikere tale varmt om, hvordan vi skal bygge videre på Danmarks store styrke: de frivillige organisationer. Vi har hørt om, hvordan man herigennem kan skabe en ”multiplikatoreffekt”, hvor en lille investering giver tifold igen. Det kan være gennem et kommunalt tilskud til at sikre huslejen eller basale rammer, som det eksempelvis blev fint beskrevet i TV2 Østjyllands indslag om Café Gallo. Gennem initiativer som Fundamentet har man frivillige tilknyttet, og man har tilmed formået at mobilisere private ressourcer. Men nu er tæppet ved at blive trukket væk under dem.
Lidt om økonomiske fordele af indsatsen på området:
Et godt eksempel er Fundamentet, som gennem HF-Fundamentet giver unge med en diagnose mulighed for at gennemføre en HF-eksamen og samtidig støtter dem i at komme videre i livet. I Finansministeriet opererer man med et fast koncept: den finanspolitiske effekt af at få én ekstra person i arbejde. Det måler, hvor meget de offentlige finanser forbedres, når en borger skifter fra overførsel til beskæftigelse. Økonomerne i Finansministeriet skønner, at denne gevinst ligger på mellem 325.000-350.00 kr. om året.
Dette beløb dækker over indbetalte skatter, arbejdsmarkedsbidrag, moms og diverse afgifter samt de sparede udgifter til forsørgelse. Det betyder, at en 26-årig, der får en uddannelse og efterfølgende arbejder de næste 45 år, vil have en positiv finanspolitisk effekt på mellem 15 og 16 millioner kroner.
Et andet perspektiv er værdien for den samlede økonomi (BNP). Her skønnes det, at en borger gennem et helt arbejdsliv bidrager med en samlet værdiskabelse på mellem 30 og 40 millioner kroner.
Konklusionen er derfor klokkeklar: Investering i at hjælpe udsatte borgere ind i et ”normalt” liv og ud på arbejdsmarkedet er en af de bedste investeringer, vi som samfund overhovedet kan foretage!
Budskabet er hermed givet videre til dig, rådmand Michael Christensen. Som tidligere vinhandler må du da kunne se, at Fundamentet er en særdeles god investering for alle parter. Det er simpelthen om at gå i flæsket på vores borgmester og finansministeren. De ved det også godt. Servicerammen skal ændres, så I kan undgå at skyde jer selv i foden!
Download høringssvar som pdf