Jeg lever i en parallel verden, ikke i et parallel samfund, ikke i en ignorant verden. Bare i min recovery fra en hård periode i mit liv. Jeg prøver at være stærk og forsvare mig selv når jeg er ude i samfundet. Men jeg må indrømme at det kan jeg ikke.
Alt rundt omkring slår mig hårdt. Meget få mennesker fra det ydre samfund ser noget værdig i mig. Jeg bliver moppet hver gang jeg skal være med “almindelige mennesker”. Jeg er tryg i det skøre, i det skæve, i det rummelige.
Og nu, hvor min Recovery proces endelig begyndte at tage fat. Nu bliver alt social og beskæftigelse for os, for mig, truet med at lukke ned. Så finder jeg aldrig ud af om jeg kan udvikle mig til en som skaber meget værdi for samfundet. For min Recovery process bliver stoppet her…

Tak for ordet !