Høringssvar 4.24 Udvidet tilpasning af køkkendrift i Voksne, Job og Handicap
Pårørenderådet vil kraftigt understrege vigtigheden af at bevare køkkendriften på Bofællesskabet Mårslet.
Flertallet af borgerne er på grund af deres handicap i høj grad afhængige af sanseoplevelser som duft, berøring og smag. For mange er disse sanser særligt vigtige, fordi andre sanser – eksempelvis synssansen – er betydeligt nedsat. Den daglige madlavning bidrager derfor ikke alene til ernæring, men også til en vigtig sansemæssig oplevelse i borgernes hverdag.
Køkkenet producerer den varme frokost, som serveres i bofællesskabets interne dagtilbud. Da køkkenet ligger i samme bygning og tæt på aktivitetstilbuddet, får borgerne maden serveret umiddelbart efter tilberedning. Samtidig oplever de duften fra madlavningen, som spreder sig i huset og er med til at vække appetit og sanser inden måltidet.
En anden væsentlig styrke ved den nuværende ordning er muligheden for løbende tilpasning af kosten. Køkkenet kan justere retter fra dag til dag – og i nogle tilfælde fra time til time – alt efter borgernes behov. Flere borgere har behov for specialkost, og både konsistens og smag kan tilpasses individuelt. En del borgere spiser kun små mængder ad gangen, og derfor er fleksibilitet i tilberedningen afgørende for at sikre, at de får tilstrækkelig ernæring.
Køkkenet fungerer desuden som en meningsfuld arbejds- og aktivitetsplads for nogle af de borgere, som har et funktionsniveau, der gør det muligt at deltage i opgaver her, men som af forskellige årsager ikke kan deltage i andre dagtilbud.
Derudover sikrer køkkenets faglige kompetencer, at overskydende mad nedkøles korrekt efter frokostserveringen. Maden kan dermed genopvarmes og anvendes senere. Dette giver mulighed for at tilbyde ekstra måltider til småtspisende borgere og bidrager samtidig til at reducere madspild fra produktionen.
Pårørenderådet finder det desuden problematisk, at borgerne vil blive pålagt en ekstra udgift til kost, hvis køkkenfunktionen nedlægges. Dette opleves som en yderligere belastning for borgerne – særligt i lyset af, at ændringen samtidig vil medføre en væsentlig forringelse af deres hverdag og livskvalitet.
Afslutningsvis håber vi ikke, at det er en politisk intention i Aarhus Kommune, at borgere med omfattende handicap reelt skal leve af masseproducerede måltider i plastbakker resten af livet – i princippet fra de fylder 18 år og frem.