Pårørenderådet finder forslaget om at reducere borgernes ferie til to dage årligt helt uacceptabelt. To enkeltstående dage – eller to sammenhængende dage – kan ikke betegnes som en reel ferie.
Borgerne i bofællesskabet er i høj grad afhængige af omfattende støtte for overhovedet at kunne komme på ferie. For nogle borgere er det muligt at komme afsted, fordi de har ressourcestærke pårørende, der har tid, økonomi og overskud til at arrangere og gennemføre en ferie. For mange andre er dette imidlertid ikke en mulighed.
Konsekvensen af forslaget vil derfor i praksis være, at to dage bliver den eneste ferie, disse borgere får på et helt år. Det er efter Pårørenderådets opfattelse ikke rimeligt og står i modsætning til intentionen om at sikre borgere med betydelige støttebehov mulighed for oplevelser, livskvalitet og deltagelse på lige fod med andre.
Pårørenderådet kan derfor ikke støtte forslaget og opfordrer til, at den nuværende feriemulighed fastholdes.