Hvis SIND mister sit tilskud – hvad mister borgerne så?
Svaret er enkelt; SINDs tilbud for aktiviteter med og besøg til udsatte borgere er ikke at finde andre stedet i kommunen. Der er masser af væresteder, men her drejer omgangspunktet sig mere om social færdighedstræning og ikke så meget i de positive, livgivende aktiviteter, det er, at mødes med frivillige besøgsvenner eller være en del af at socialt samværstilbud faciliteret af en støttende ledelse. Personligt vil nedskæringen (lukningen) af SIND skabe en kløft i mit sociale liv, hvor jeg netop nu er i gang med at udforske mine kompetencer, ressourcer og interesser i en verden, som af og til kan være barsk at være i, når man kæmper som jeg gør. Jeg ser frem til de to timer hver 14. dag, hvor jeg mødes med et ligeværdigt ungt menneske, hvor vilkåret for vores møder ikke bliver lidelsen eller udfordringerne, men et møde som jeg ville møde en hvilken som helst anden ven. Det giver mig en følelse af at identificere mig som andet end blot mine udfordringer, for som min besøgsven sagde, så ’’interesserer han sig mere for mig som menneske og vil gerne lære mig at kende’’. Det er markant anderledes end de møder, jeg har haft andre steder, hvor lidelserne har været en præmis og noget, der skal arbejdes på. Min besøgsven bringer noget ungdom, normalitet og gode oplevelser ind i min hverdag; noget, jeg måske ellers havde været foruden, fordi det kan være grænseoverskridende at gøre det selv.
Samtidig vil det være svært at matche psykisk sårbare (som brugere af SIND) ind i andre tilbud, netop fordi SIND er så unikt. Personligt – og jeg kender en del til Aarhus Kommune – er der flere tilbud, men de ligger også under for sparekniven. Kære Rådmand, det her handler om livskvalitet og en vej tilbage til et liv, hvor man kan se sig selv som i bedring, med støtte af besøgsvenner, aktiviteter og andre stærke kræfter i SINDs regi. Det vil være at tabe en betydeligt borgergruppe på gulvet, lidt provokerende sagt er det faktisk også at sparke til mennesker, som allerede ligger ned. For vi HAR ikke ressourcerne til at undersøge alternativer – hvis disse overhovedet findes.
Min besøgsven er meget hurtigt blevet en samarbejdspartner, som jeg drikker kaffe med og snakker om kunst, bøger og musik.
Helt konkret har jeg i mange år haft en drøm om at sætte mig op i Rådhusparken med en kop kaffe og bare nyde verden suse forbi. Dette skete i fredags. Ikke alene, men med støtte fra min besøgsven, så hvem ved, næste gang tør jeg måske selv?
At isolere de sociale tilbud som mindst indgribende at spare på er jo en løgn. Hævede man kommuneskatten bare en my, ville Aarhus pludselig være en rigere by rent økonomisk og velfærdsmæssigt. Vi fortjener et samfund, hvor sårbare som jeg ikke kun kan nyde godt af betalte relationer, men også mærke en del af det liv, jeg i mange år er gået glip af grundet psykiske udfordringer, folde sig ud i trygge rammer.
Det vil være selvmord at fægte med sparekniven i et tilbud som SIND, som giver så meget til både frivillige, ansatte og brugere. Støt op om det sårbare. Det skal ikke begraves og glemmes, fordi det er den nemme løsning.
For mig har besøgsvenstilbuddet, som har haft flere konstellationer her på Windsor i løbet af de seneste år, haft enorm betydning for mig.
Det giver mig indhold i min hverdag, en følelse af ansvar. At vide, at nogen regner med mig. Vi kan i princippet selv vælge hvor og hvornår vi vil mødes; en fleksibilitet, der på ingen måde er i de omtalte ’andre tilbud’.
Helt konkret har jeg et stort ønske om at prøve at spise på restaurant. Noget, mine andre støttepersoner sjældent vil have tid til. Min spiseforstyrrelse gør der svært at tillade mig selv mad, men med en tryg samtalepartner ved mit bord begynder lysten at vise sig.
Og så er der hele det aspekt med at få et afbræk fra sygdommen. Som beboer på botilbud, borger hos mestringsvejledere, klient/patient i psykiatrien.. listen fortsætter, men som du forhåbentlig forstår, handler meget af min daglige gang om mestringer, symptomer og medicin.
Det at have en fuldstændig uvildig person, som kommer for at møde MIG (og ja, vi kan også godt tale om alt det andet – men det er ikke præmissen) gør, at jeg også lærer mig selv bedre at kende i min spejling hos ham.
Det er altid rart at have nogen at tale med.
Især når de kommer uden agendaer eller forbehold men blot for samværet og samtalerne.
Jeg frygter min egen og andre sårbares isolation, hvis SIND mister sin støtte og må lukke.
For NEJ – højt og rungende – intet af mig kendt tilbud rummer samme accept og fortjener en plads i kommunens finansforhandlinger. Det vil være decideret selvmål at nedlægge støtten til SIND og deres gode, livgivende aktiviteter og fantastiske besøgsvenstilbud.
Jeg har selv benyttet besøgsvenstilbuddet, da det blev etableret på Windsor. Vi var jævnaldrende, besøgsvennerne ofte studerende, og det bibragte et element af håb ind i en hverdag, som ellers er meget fokuseret på recovery og behandling. Dette lille åndehul hver tirsdag var magisk for mig, desværre blev de nedlagt grundet manglende tilslutning, men jeg er så heldig at have fået min ’egen’ besøgsven, som jeg glæder mig til at ses mere med. Et pusterum med ganske almindelige ungdsomsting styrker min tro på, at også jeg en dag kan komme ud på den anden side. At have andre unge – ikke ordinært ansatte – at tale om livets glæder, kvaler, interesser, arrangementer osv. Med, betyder meget for mig, fordi det allerede dengang i det almene besøgsvenstilbud bragte mig tættere på noget, der mindede om et ’normalt’ liv.
Hvis du skærer i støtten til SIND er min frygt, at flere og flere vil blive ekskluderet fra det samfund, som vi alle færdes i – nogle af os har bare brug for støtte. Den støtte får jeg fra SIND.
Du bærer et ansvar som rådmand. Også for os, som måske er politisk uenige. Aarhus er for os alle. Også for os, som ikke har kunnet tage den lige vej og er endt ud som akademikere. Men at nogen møder os og tror på os, gør, at jeg da har et personligt håb om at nå dertil en dag.

Tak for at læse mit skriv og tage det til dig. Jeg håber, det har givet dig stof til eftertanke.
Mange hilsner
Maja Hørby Schou