Omstillingsplan og indfasning af beskæftigelsesreform på social- og beskæftigelsesområdet
Besparelse
Høringssvar Pårørenderådet Bofællesskabet Mårslet
4.24 Udvidet tilpasning af køkkendrift i Voksne, Job og Handicap
Pårørenderådet vil kraftigt understrege vigtigheden af at bevare køkkendriften på
Bofællesskabet Mårslet.
Flertallet af borgerne er på grund af deres handicap i høj grad afhængige af sanseoplevelser
som duft, berøring og smag. For mange er disse sanser særligt vigtige, fordi andre sanser –
eksempelvis synssansen – er betydeligt nedsat. Den daglige madlavning bidrager derfor ikke
alene til ernæring, men også til en vigtig sansemæssig oplevelse i borgernes hverdag.
Køkkenet producerer den varme frokost, som serveres i bofællesskabets interne dagtilbud. Da
køkkenet ligger i samme bygning og tæt på aktivitetstilbuddet, får borgerne maden serveret
umiddelbart efter tilberedning. Samtidig oplever de duften fra madlavningen, som spreder sig
i huset og er med til at vække appetit og sanser inden måltidet.
En anden væsentlig styrke ved den nuværende ordning er muligheden for løbende tilpasning
af kosten. Køkkenet kan justere retter fra dag til dag – og i nogle tilfælde fra time til time – alt
efter borgernes behov. Flere borgere har behov for specialkost, og både konsistens og smag
kan tilpasses individuelt. En del borgere spiser kun små mængder ad gangen, og derfor er
fleksibilitet i tilberedningen afgørende for at sikre, at de får tilstrækkelig ernæring.
Køkkenet fungerer desuden som en meningsfuld arbejds- og aktivitetsplads for nogle af de
borgere, som har et funktionsniveau, der gør det muligt at deltage i opgaver her, men som af
forskellige årsager ikke kan deltage i andre dagtilbud.
Derudover sikrer køkkenets faglige kompetencer, at overskydende mad nedkøles korrekt efter
frokostserveringen. Maden kan dermed genopvarmes og anvendes senere. Dette giver
mulighed for at tilbyde ekstra måltider til småtspisende borgere og bidrager samtidig til at
reducere madspild fra produktionen.
Pårørenderådet finder det desuden problematisk, at borgerne vil blive pålagt en ekstra udgift
til kost, hvis køkkenfunktionen nedlægges. Dette opleves som en yderligere belastning for
borgerne – særligt i lyset af, at ændringen samtidig vil medføre en væsentlig forringelse af
deres hverdag og livskvalitet.
Afslutningsvis håber vi ikke, at det er en politisk intention i Aarhus Kommune, at borgere med
omfattende handicap reelt skal leve af masseproducerede måltider i plastbakker resten af
livet – i princippet fra de fylder 18 år og frem.
Høringssvar Pårørenderådet Bofællesskabet Mårslet
4.19 Serviceniveau for ferie
Pårørenderådet finder forslaget om at reducere borgernes ferie til to dage årligt helt
uacceptabelt. To enkeltstående dage – eller to sammenhængende dage – kan ikke betegnes
som en reel ferie.
Borgerne i bofællesskabet er i høj grad afhængige af omfattende støtte for overhovedet at
kunne komme på ferie. For nogle borgere er det muligt at komme afsted, fordi de har
ressourcestærke pårørende, der har tid, økonomi og overskud til at arrangere og gennemføre
en ferie. For mange andre er dette imidlertid ikke en mulighed.
Konsekvensen af forslaget vil derfor i praksis være, at to dage bliver den eneste ferie, disse
borgere får på et helt år. Det er efter Pårørenderådets opfattelse ikke rimeligt og står i
modsætning til intentionen om at sikre borgere med betydelige støttebehov mulighed for
oplevelser, livskvalitet og deltagelse på lige fod med andre.
Pårørenderådet kan derfor ikke støtte forslaget og opfordrer til, at den nuværende
feriemulighed fastholdes.
Høringssvar Pårørenderådet Bofællesskabet Mårslet
4.20 Tilbagerulle midler til aktiviteter og ledsagelse i Voksne, Job og handicap
Pårørenderådet mener at aktiviteter er en vigtig adspredelse for borgerne i dagligdagen. Ofte
er disse forbundet med musik, fest og socialt samvær som giver vigtigt indhold, stimuli og
glæde i hverdag og weekend.
Aktivitetsmedarbejderne har været med til at give et løft til borgernes mulighed for aktivitet i
en hverdag hvor det faste personale gør hvad de kan, men hvor tiden kan være begrænset af
praktiske opgaver og understøtte borgernes basale behov.
Pårørenderådet ser derfor aktivitetsmedarbejdernes funktion som et vigtigt supplement, der
er med til at sikre, at borgerne fortsat har adgang til meningsfulde aktiviteter.
Download høringssvar som pdf