Omstillingsplan og indfasning af beskæftigelsesreform på social- og beskæftigelsesområdet
Nedlukning af Headspace
Jeg ønsker hermed at gøre indsigelse mod den foreslåede nedlukning af Headspace som følge af kommunale besparelser på socialområdet.
Jeg har været frivillig i organisationen i snart to år, hvor jeg har fungeret og stadig fungerer som ungerådgiver på centret. Ved siden af læser jeg psykologi på Aarhus universitet, hvilket også har givet mig en faglig interesse for unges trivsel og mentale sundhed. I løbet af disse år hos Headspace, har jeg mødt mange unge med svære og sårbare fortællinger. Gennem både længere samtaleforløb og enkelte samtaler har mange af de unge givet udtryk for, hvor stor en hjælp det har været for dem blot at have nogen at tale med, særligt i de trygge rammer der er i Headspace. Mange unge kæmper blandt andet med udfordringer i deres venne- og familierelationer og oplever, at de ikke har nogen at betro sig til. I den sammenhæng fungerer Headspace som et trygt og betydningsfuldt sted. Som rådgiver er det særligt meningsfuldt at opleve, hvordan de unge udvikler sig gennem samtalerne og hvordan de ofte forlader lokalet lettede og med et smil, selvom de ankom med tårer i øjnene. Derudover fungerer Headspace for mange af rådgiverne også som et sted, hvor man kan være nogen for andre og udvikle kompetencer, der kan være relevant for fremtidig arbejde, fx som psykolog, socialrådgiver osv. Disse kompetencer har jeg gavn af, da min uddannelse ikke tilbyder den slags læring.
Jeg har ofte oplevet at unge fortæller, at de er blevet opfordret til at opsøge Headspace af blandt andet lærere fra folkeskoler og gymnasier samt af praktiserende læger. Hvis disse aktører i stedet selv skulle varetage denne opgave, ville det øge arbejdspresset yderligere i nogle faggrupper, der i forvejen er hårdt belastede.
Mange unge, som oplever lange ventetider i psykiatrien og ikke har økonomiske ressourcer til at opsøge privat psykolog kommer til os i Headspace. Hos Headspace tilbyder vi ikke behandling, men vi tilbyder et trygt samtalerum, hvor unge kan tale med nogen gratis, anonymt og uden begrænsning på antallet af samtaler. Mange unge fortæller, at det i sig selv er en stor lettelse at blive mødt med anerkendelse og blive lyttet til omkring deres udfordringer, uanset om de er store eller små. Desuden oplever mange af de unge, at de samtaler de har hos os gør at hverdagen bliver mere overskuelig og til at klare. På den måde ville jeg argumentere for at Headspace kan fungere som en forebyggende instans for flere unge.
Når kommunale og regionale tilbud ikke har mulighed eller ressourcer til at tilbyde denne form for ubegrænset samtalestøtte til unge, mener jeg, at det vil være uansvarligt at fjerne støtten til et tilbud som Headspace, der i høj grad bidrager til at styrke unges trivsel. Headspace har desuden gennemført studier og forskning, som dokumenterer en positiv effekt af vores samtaler. Vi møder de unge i en sårbar periode, hvor de har taget det svære skridt at række ud efter hjælp. Netop i det øjeblik kan det være afgørende, at hjælpen er tilgængelig hurtigt, hvilket den er hos os.
Desuden er vi mange rådgivere, der oplever stor glæde ved at stå til rådighed for andre, der er i en svær periode. Her vokser vi rådgivere også som mennesker, da vi opbygger større forståelse for andre menneskers livsvilkår, lærer at lytte, vise empati og tage ansvar for fællesskabet. For mange af os er det en erfaring, der præger vores måde at møde andre mennesker på, både personligt, i fremtidigt arbejdsliv, men også generelt i samfundet. Den mulighed bør ikke spares væk, da den ikke blot gør en forskel for de unge, der søger hjælp, den skaber også værdi hos os rådgivere.
På baggrund af alt overstående mener jeg at Headspace er et nødvendigt tilbud, vi ikke bør tage fra de unge.
Download høringssvar som pdf