Omstillingsplan og indfasning af beskæftigelsesreform på social- og beskæftigelsesområdet
Angående Headspace Aarhus
Jeg er blevet gjort opmærksom på at Omstillingsplanen for socialområdet 2026 vil føre til en afvikling af Headspace Aarhus.
Dette giver anledning til stor ærgrelse og bekymring hos mig, da jeg er under den overbevisning, at Headspace er et meget meningsfuldt, værdifuldt og vigtigt foretagende i kommunen, der giver unge muligheden for støtte, rådgivning eller bare et lyttende øre.
Vi har mig bekendt en psykiatri med meget lange ventetider. For unge (såvel som voksne) giver disse ventetider selvfølgelig store udfordringer. Eftersom psykolog-hjælp i det private er så dyr, at prisen gør behandling utilgængeligt for mange unge understreges vigtigheden af gratis tilbud som Headspace.
Jeg har ikke selv haft direkte berøring med Headspace, men kender flere unge, der arbejder frivilligt i organisationen og unge, der har været afhængige af den hjælp Headspace tilbyder.
Jeg synes det er meningsfuldt og vigtigt, at kommunen bliver ved med at understøtte dette tiltag og når arbejdet i organisationen ovenikøbet udføres frivilligt (og dermed gratis) er det mig blot en endnu større gåde, at man kan overveje dens afvikling.
Vh Jakob.
Download høringssvar som pdf