Høringssvar vedr. nedskæringer på køkkenhold i bofællesskaber

Gennem mange år har jeg fulgt situationen i to forskellige bofællesskaber i Aarhus.
Mine venner er en kvinde på 60 år og en mand på 38 år – begge søde og dejlige mennesker, begge udviklingshæmmede med forskellige handicaps og begge uden mulighed for et liv uden for et bofællesskab.
Når jeg forlod mine venner efter et besøg, havde jeg i mange år den gode fornemmelse, at jeg levede i et samfund, hvor man tog sig af handicappede og gav dem et rimeligt liv. Jeg var glad for at betale min skat og følte, at den blev rimeligt prioriteret. Sådan er det ikke i dag. Bostederne har måttet spare, og mange af de tiltag, som gav beboerne afveksling i livet, blev lidt efter lidt skåret væk. Nogle af de handicappede har familie, som kan tage sig af dem og give dem nogle oplevelser uden for bostedet, mens andre er helt alene. Men langt det meste af deres tilværelse opholder de sig på bostedet, og det vil fortsætte resten af deres liv.
Det seneste forslag til besparelse er at skære køkkenhold væk fra de enkelte bosteder, således at de skal have mad udefra – ingen mulighed for at deltage i madlavningen eller være med til at bestemme, hvad der skal serveres. Den individuelle hensyntagen til den enkelte beboers behov bliver meget vanskelig. Men vigtigst af alt, dagens fælles samling omkring måltider bliver det svært at opretholde. Nogle steder er beboerne decideret ansat til at arbejde i køkkenet, men generelt hjælper de med borddækning, opvask og oprydning – også en vigtig del af deres fælles ’familiesamvær’
Det handler selvfølgelig om økonomi – Aarhus skal spare. Fuld forståelse for denne nødvendighed. Men to ting: Hvor meget sparer man egentlig. Efter undersøgelse af økonomien virker denne besparelse minimal. At opretholde indkøb og madlavning
decentralt er nok lidt dyrere, men prisen for mad udefra giver ud fra forskellige beregninger ikke den store besparelse.
Det andet er det moralske aspekt. Hvordan kan man gøre livet meget mere trist for mennesker, som ufrivilligt er ramt af handicap og ikke har en selvstændig stemme i kampen om en rimelig del af samfundskagen.
Find andre steder at skære ned – det er vi mange, som er enige om, også vi ældre medborgere.