Omstillingsplan og indfasning af beskæftigelsesreform på social- og beskæftigelsesområdet
Bevar Ungekontakten
Med de foreslåede nedskæringen i Ungekontakten (Forslag nr. 4.3: Reduceret åben anonym rådgivning) risikerer Aarhus at miste et yderst værdifuldt tilbud til unge, hvor en lille indsats kan gøre en verden til forskel.
For mine unge mennesker, der har oplevet massiv mistrivsel, ufrivilligt skolefravær, udredning og skoleskift var Ungekontakten det helt rette tilbud, da hverdagen igen blev for krævende og overvældende og mistrivslen voksede. Hos Ungekontakten blev de mødt af voksne, der tog dem alvorligt, lyttede til dem, spejlede dem og hjalp dem videre. Efter samtalerne er de unge vokset, og de går nu gladere ud i verden med mere tro på sig selv og egne evner. For dem betyder det øget trivsel, mindre skolefravær og mere mod på uddannelse og job. For vores familie som helhed betyder det færre bekymringer, mindre stress i hverdagen for os alle og mere ro for mig som mor til at passe mit job og undgå yderligere sygefravær. Tænk en gang, hvor meget otte samtaler gavner – for de unge selv, for deres skolegang, for mig som mor og for min arbejdsplads.
Med den foreslåede reduktion af indsatsen, vil markant færre unge kunne få samme hjælp. Jeg frygter, at det vil føre til øget mistrivsel hos de unge, lægge yderligere pres på familier, der i forvejen kæmper med alt for mange bekymringer, og på sigt føre til behov for langt mere indgribende og dyre indsatser – for hele familien. Det kan ikke være i Aarhus Kommunes interesse.
Download høringssvar som pdf