HØRINGSSVAR VEDRØRENDE BESPARELSESFORSLAG
(for min søn som bor på bosted Havbo i Aarhus Kommune)
Jeg skriver dette høringssvar som mor og værge for min søn, der bor i et kommunalt botilbud i Aarhus Kommune.
Min søn lever med udviklingshandicap, autisme og svær epilepsi. Han kan ikke tale og kan derfor ikke selv forklare sine behov. Jeg skriver derfor på hans vegne.
De besparelsesforslag, der nu behandles, handler ikke kun om økonomi og organisering. For min søn handler de om de grundlæggende rammer for hans hverdag – hans tryghed, trivsel og mulighed for at være en del af livet omkring ham. De beslutninger, der træffes nu, vil få konsekvenser for hans liv i mange år frem.

BOLIGEN ER BORGERNES HJEM – IKKE EN INSTITUTION
Min søn bor i en bolig etableret efter almenboliglovens §105, som giver mennesker med handicap mulighed for at bo i handicapegnede almene lejeboliger. I huset bor fire borgere.
Hver borger har sin egen lejlighed med soveværelse, bad og stue, mens køkken og opholdsstue er fællesarealer. De fælles arealer betales også af borgerens husleje og derfor reelt borgerens hjem.
Køkkenet er derfor ikke blot en praktisk funktion, men et centralt rum i hverdagen, hvor mad laves, og hvor fælles aktiviteter finder sted.
Min søn modtager støtte efter servicelovens §§83 og 85.
Særligt §85 om socialpædagogisk støtte skal hjælpe borgere med betydelig funktionsnedsættelse med at strukturere hverdagen, deltage i daglige aktiviteter og fastholde personlige færdigheder.
I praksis indebærer det også støtte til aktiviteter i hjemmet – herunder deltagelse i madlavning og andre daglige gøremål i køkkenet.
Et grundlæggende princip på handicapområdet er, at boligen er borgerens hjem – ikke en institution.
Når kommunen bestemmer, hvordan mad skal produceres, hvor den skal købes, og hvilke aktiviteter der kan foregå i køkkenet, påvirker det både borgerens hjem og den socialpædagogiske støtte efter §85.
Dermed bevæger organiseringen sig mod en mere institutionslignende logik, hvor hverdagen styres centralt frem for ud fra den enkelte borgers behov og ønsker.
Dette princip er også fastslået i FN’s Handicapkonvention artikel 19, som understreger retten til at leve i samfundet med samme valgmuligheder som andre borgere.
Når beslutninger om noget så grundlæggende som madlavning flyttes fra borgernes hjem til en central ordning, opstår derfor spørgsmålet, om boligen fortsat reelt fungerer som et hjem.



ØKONOMISK OG ADMINISTRATIV SAMMENHÆNG
Forslaget rejser også spørgsmål om den økonomiske logik. I dag varetager én køkkenleder køkkendriften for både Havbo og Kilebo med 34 timer om ugen. Hvis denne funktion nedlægges, men der samtidig tilføres 17 timer på hvert bosted til håndtering af færdigproducerede måltider, svarer det fortsat til 34 timer. (på Havbo og Kilebo, som i dag deler en køkkenmedarbejder).
Det fremstår derfor uklart, hvor den reelle besparelse ligger, samtidig med at en køkkenfaglig funktion fjernes. Der fjernes 34 timer, - og tilføres nye 34 timer. Det mangler proportionalitet. Et lignende forslag har tidligere været fremlagt i Aarhus Kommune, men blev trukket tilbage efter kritik og større opmærksomhed på konsekvenserne for beboerne:
https://dinavis.dk/samfund/ECE19101507/tidligere-raadmand-blev-klogere-og-trak-i-land-nu-er-madordning-til-handicappede-paa-sparebordet-igen/

ØKONOMISKE KONSEKVENSER FOR MIN SØN
Madordningen forventes at stige med:
1.000 – 1.700 kr. pr. måned
Dosispakket medicin:
ca. 220 – 230 kr. pr. måned
Samlet merudgift netto for min søn:
1.220 – 1.930 kr. pr. måned
14.640 – 23.160 kr. pr. år
Min søn lever af førtidspension og har i forvejen kun meget begrænsede midler efter faste udgifter. Han bruger stort set hale sin førtidspension på de faste udgifter, som kun er de basale. Han har end ikke en TV-pakke. Besparelsen betyder derfor i praksis, at en kommunal udgift flyttes over på nogle af de borgere, der har mindst økonomisk råderum. For min søn vil det blive meget vanskeligt at få råd til helt basale ting som tøj, hygiejne og lommepenge.

PROPORTIONALITET OG FORSKELSBEHANDLING
Når en kommune gennemfører besparelser, skal indgreb i borgernes selvbestemmelse, privatliv og økonomi stå i rimeligt forhold til det økonomiske formål. Forslaget påvirker flere centrale forhold i borgernes hverdag:
• selvbestemmelse over mad og måltider
• deltagelse i daglige aktiviteter i hjemmet
• råderetten over egen økonomi
Samtidig rammer besparelsen en gruppe borgere med meget begrænsede muligheder for selv at påvirke deres situation.
Der opstår derfor et relevant spørgsmål om proportionalitet.
Dette er også centralt i FN’s Handicapkonvention artikel 3 og artikel 19, som understreger retten til selvbestemmelse og deltagelse i samfundet på lige fod med andre borgere. Hvis mennesker med handicap får mindre indflydelse på deres eget hjem og hverdag end andre borgere, kan det samtidig rejse spørgsmål om indirekte forskelsbehandling.

KØKKENET SOM ET CENTRALT HOLDEPUNKT I MIN SØNS LIV
For min søn er køkkenet ikke blot et sted, hvor der laves mad. Det er et af de få steder i hverdagen, hvor han kan være aktiv deltager i det liv, der foregår omkring ham.
Min søn kan ikke tale og oplever verden gennem sanser, gentagelser og trygge aktiviteter.
Når der laves mad, følger han med i det, der sker. Han kan hjælpe med små opgaver – røre i en gryde, piske flødeskum, bage boller eller lave pandekager. Når det lykkes, bliver han tydeligt glad og stolt. Det er her livet bliver meningsfuldt – for ham.
Disse situationer er nogle af de få øjeblikke, hvor han oplever sig selv som en del af fællesskabet. Betydningen af køkkenet i hans hverdag er også beskrevet i denne artikel:
https://dinavis.dk/samfund/ECE19080254/spareplaner-truer-madlavning-paa-bosted-sebastian-risikerer-at-miste-sin-tryghed/
Hvis køkkenet fjernes som aktiv del af hverdagen, mister han ikke blot en praktisk funktion – men et af de få steder, hvor han faktisk kan deltage i sit eget liv. For Ham – vil er det ikke muligt at sætte i stedet. For det er der han er med færdigheder, og der man skaber værdighed i livet for ham.

SANSER, FLEKSIBILITET OG MÅLTIDER
Min søn oplever verden gennem sanser. Smag, konsistens, temperatur og duften af mad har stor betydning for, om han kan spise. Hans appetit og sansebehov varierer meget. Nogle dage spiser han lidt, andre dage mere. Nogle gange spiser han små måltider flere gange i løbet af dagen. Det er måden han regulerer sig selv. Det er gældende for alle borgere på Havbo.
Når maden laves i huset, kan personalet tilpasse måltidet til min søns behov. Denne fleksibilitet forsvinder, hvis hjemmelavet mad erstattes af standardiserede mikrobølge-måltider leveret i plastbakker. Det vil være umuligt at imødekomme de helt særlige behov som netop er en del af handicappet.
For min søn betyder det tab af fleksibilitet, tab af sanseoplevelser og tab af en vigtig struktur i hverdagen.

SOCIALPÆDAGOGISK STØTTE
Aktiviteter omkring madlavning er en del af den socialpædagogiske støtte.
Hvis disse aktiviteter fjernes uden en individuel vurdering, bliver det vanskeligt at se, hvordan hjælpen fortsat kan leve op til servicelovens §1, hvor formålet er at fremme livskvalitet og udvikling. Samtidig fastslår servicelovens §85, at støtten skal tilrettelægges individuelt med henblik på at udvikle eller fastholde borgerens færdigheder.
For min søn er deltagelse i køkkenaktiviteter hele fokuspunktet for disse strukturer i hverdagen.

RET TIL SELVBESTEMMELSE – KOMMUNAL INDKØBSAFTALE
FN’s Handicapkonvention artikel 3 understreger respekt for menneskets værdighed og retten til at træffe egne valg.
Hvis borgere i praksis bindes til en bestemt madordning gennem kommunale indkøbsaftaler, rejser det spørgsmål om, hvorvidt der er tilstrækkelig lovhjemmel til at begrænse borgerens selvbestemmelse og økonomiske råderum.

RET TIL INDIVIDUEL VURDERING
Efter servicelovens §1 og §85 skal hjælpen fremme livskvalitet og tilrettelægges individuelt.
Efter retssikkerhedslovens §4 skal hjælpen planlægges i samarbejde med borgeren eller dennes værge.
Når ændringer i min søns hverdag foreslås uden en individuel vurdering af konsekvenserne for ham, rejser det derfor alvorlige spørgsmål om lovgivningen overholdes.

DOSISPAKKET MEDICIN
Min søn er i behandling for en alvorlig kronisk sygdom, hvor medicinen løbende justeres efter lægelig vurdering.
Vi har tidligere haft erfaring med dosispakket medicin, og denne ordning gjorde det vanskeligt at justere medicinen hurtigt. Det førte i en periode til en radikal forværring af sygdomsforløbet.
Hans behandling kræver derfor fleksibel medicinhåndtering.
Efter sundhedsloven og autorisationslovens §17 skal sundhedspersoner udvise omhu og samvittighedsfuldhed.
Standardiserede medicinløsninger kan derfor både skade og skabe fare for borgere med komplekse behandlingsforløb. Min søn kan dø af fejlagtig medicin håndtering.

REDUKTION AF FERIEPULJEN Fra 5 dage til 2 dage
Min søn kan ikke selv tage på ferie eller på ture. Ture arrangeret fra bostedet er derfor nogle af de få muligheder, han har for at opleve verden udenfor sit hjem – f.eks. ture til sommerhus, zoologiske haver eller Kattegatcentret. Turene er en af de muligheder der skaber fællesskab. Både blandt borgere, og mellem borgere og personale. Det er her min søn vokser og udvikler sine færdigheder. Efter FN’s Handicapkonvention artikel 30 har personer med handicap ret til at deltage i kulturliv, fritids- og rekreationsaktiviteter.

MANGLENDE FAGLIG KONSEKVENSANALYSE
Så vidt jeg er orienteret, foreligger der ikke en samlet faglig konsekvensanalyse af de foreslåede ændringer.
Hverken jeg som værge eller personalet omkring min søn er blevet inddraget i vurderingen af konsekvenserne for ham eller for de øvrige borgere. Efter almindelige forvaltningsretlige principper – herunder officialprincippet (sagsoplysningsprincippet) – skal en sag være tilstrækkeligt oplyst, før der træffes beslutning.
Når der ikke foreligger en faglig vurdering af konsekvenserne for borgernes trivsel, socialpædagogiske støtte og hverdagsliv, bliver beslutningsgrundlaget nødvendigvis mangelfuldt.
Det er i den forbindelse også relevant at være opmærksom på historikken omkring tilbuddet. Hus 5, 6 og 7 – som i dag udgør Havbo – var tidligere en del af Kilebo, og det var netop i disse huse, at de alvorlige tilsynssager i den såkaldte Kilebo-sag fandt sted, hvor der blev konstateret betydelig mistrivsel blandt borgerne. Som led i den efterfølgende genoprejsningsplan blev der tilført omkring 2,5 mio. kr. til Havbo, og hus 5, 6 og 7 blev administrativt udskilt fra Kilebo og fik det nye navn Havbo. Næsten alle de samme borgere bor fortsat i tilbuddet. Erfaringerne fra den periode kan derfor stadig have betydning for borgernes trivsel og deres behov for stabilitet i hverdagen.
Den positive udvikling, der siden er sket på Havbo, hænger netop sammen med en pædagogisk praksis, hvor hverdagsaktiviteter – herunder madlavning i bostedets køkken – fungerer som en bærende struktur i den socialpædagogiske indsats.
Når sådanne strukturer ændres eller fjernes uden en faglig vurdering af konsekvenserne, kan det derfor indebære en risiko for at skabe ny uro hos borgere, der tidligere har været i mistrivsel. Uden en sådan belysning bliver det vanskeligt for byrådet at vurdere, om de foreslåede ændringer står i rimeligt forhold til de konsekvenser, de kan få for en meget sårbar gruppe borgere
Min søn kan ikke selv forklare, hvad disse ændringer vil betyde for ham. Det er derfor mig, der gør det.
For ham handler dette ikke om økonomiske modeller eller administrative løsninger. Det handler om, hvorvidt han fortsat kan leve et liv med stabilitet, deltagelse og tryghed.
For min søn er dette ikke små detaljer i et budget. Det er rammerne for hele hans liv.
Med venlig hilsen
Anita Frichot
mor og værge