Spring til hovedindhold

Høringssvar

Omstillingsplan og indfasning af beskæftigelsesreform på social- og beskæftigelsesområdet

Høringssvar vedrørende forslag 4.10 afvikling af SORAS samværstilbud – opfølgning efter møde med centerchef

Borgerinddragelse og udviklingsmuligheder på SORAS
Jeg havde fredag den 13. marts et møde med centerchefen for UJU, som SORAS hører ind under. Mødet havde overskrifterne borgerinddragelse og princippet “Intet om os uden os”.

Mødet var aftalt inden sparekataloget blev sendt i høring.

Jeg oplevede en reel interesse fra centerchefens side for at styrke borgerinddragelsen på SORAS. Vi aftalte derfor at holde et "fyraftensmøde" om borgerinddragelse på SORAS for alle interesserede borgere tilknyttet SORAS-samvær.

Mødet forventes afholdt i maj måned. Her vil centerchefen og den kommende daglige leder for SORAS, afdeling syd og vest, deltage.

Denne åbning for mere borgerinddragelse på SORAS kommer fra en relativt nyansat centerchef og en kommende daglig leder, der tiltræder pr. 1. april. Efter min opfattelse viser det, at der er et stort potentiale for at udvikle samværstilbuddet i samarbejde med borgerne – frem for at afvikle det.

Jeg vil derfor henvise til mit tidligere høringssvar fra den 4. marts. Her beskrev jeg – i samråd med andre brugere – en række konkrete forslag til, hvordan samværstilbuddet kan udvikles. Jeg pegede også på, hvordan borgerne i højere grad kan inddrages og være med til at gøre det til borgernes – og ikke pædagogernes – samværstilbud, hvor de har mere indflydelse og medbestemmelse end i dag.

Derfor håber jeg meget, at I politikere vil give os borgere en chance for at udvikle samværstilbuddet i samråd med centerchefen og den kommende daglige leder. Det ville være så ærgerligt, hvis tilbuddet bliver afviklet netop nu, hvor der er kommet en åbning for øget borgerinddragelse på SORAS.

Ønsket om mere borgerinddragelse har været der i årevis. Blandt andet foregik omstruktureringen af SORAS’ mestringsvejledning hen over hovedet på borgerne, hvilket blev oplevet som meget utilfredsstillende af borgerne.

Hvis samværstilbuddet alligevel skulle ende med at blive fuldt afviklet – hvilket jeg ikke håber! – vil det også klart være at foretrække, at afviklingen planlægges i samarbejde med borgerne, så processen kan blive så autismevenlig og skånsom som overhovedet muligt.

Jeg stiller fortsat gerne op til et møde for at uddybe ovenstående, hvis det har interesse.

Mit tidligere høringssvar fra den 4. marts er vedhæftet.

Med venlig hilsen
Tanja
Autistisk peer-guide
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Tanja, autistisk peer-guide

Indsendt

14/03/2026 16:27

Udtaler sig som

Privatperson

Sagsnummer

HS5246153

Informationer

Startdato

Svarfrist

Type
Beskæftigelse Indkaldelse af ideer og forslag
Område
Hele kommunen

Hørings-id

H1403

Kontakt

Jan Gehlert

Telefonnummer: 41 85 87 16