Omstillingsplan og indfasning af beskæftigelsesreform på social- og beskæftigelsesområdet
SOCIAL- OG PSYKIATRIVAGTEN - skal bevares som sikring af borgernes rettigheder og adgang til rådgivning efter § 10
Høringssvar vedrørende forslag om lukning af Social og Psykiatrivagten
Social og Psykiatrivagten (SPV) opfylder flere essentielle opgaver, som ikke kan erstattes af de foreslåede tiltag. Når omstillingsplanen nævner, at besparelserne på socialområdet skyldes stigende udgifter, virker det oplagt at tænke, at det betyder, at der er flere borgere på vej i mistrivsel. Socialvagten er et kommunalt tilbud, der for alvor lever op til målet og den ønskede retning i Aarhuskompasset om, at Aarhus er en god by for alle, at der er mindre system og mere borger, og at gøre borgerne handlekraftige.
Dette begrunder jeg med følgende:
SPV kræver ikke visitation. Det holder åbent, når mennesker i arbejde er hjemme, og tilbuddet fungerer som en vigtig erstatning for ellers mere indgribende foranstaltninger.
Jeg har selv været én af de få borgere, der stod for en stor del af de many opkald i en periode. Jeg var flyttet fra et døgnbemandet botilbud til en lille lejlighed med 2 ugentlige timers besøg af en mestringsvejleder. Jeg var jævnligt i risiko for at tage mit eget liv, og jeg havde mange og lange indlæggelser bag mig. For mig blev de hyppige opkald til to vigtige ting: En mulighed for at bede om hurtig og konkret hjælp, når jeg stod i en akut krise, samt en mulighed for at begynde at gøre noget andet end at være indlagt. For hver time jeg ikke var indlagt, kunne jeg være mere ude i verden og begynde at opleve en tilfredshed over at bo selv samt få mod til at opsøge samfundet.
Kommunens tal viser, at få borgere står for mange opkald. Men at få borgere bruger tilbuddet intensivt i perioder, bør ikke ses som et argument for at lukke det. Det er tværtimod et bevis på, at tilbuddet fungerer som en kritisk livline for de mest sårbare i svære overgangsfaser. Vagten var for mig en hjælp til at tage imod den nødvendige hjælp, når jeg var på afveje, og en håndsrækning til at finde min vej ud i verden. En vigtig del af succesen handlede om tilgængeligheden i aftentimerne, hvor en lang dag kunne afføde en overvældende reaktion.
Jeg har svært ved at se, hvordan de foreslåede erstatninger for Socialvagten opfylder Servicelovens paragraf 10. Det er problematisk at udlicitere opgaven til frivillige organisationer, hvor kommunalbestyrelsen ikke har den fulde kontrol over, at alle tilbydes rådgivning. Samtidig kan man ikke garantere, at rådgivningen er tilpas omfattende til at forebygge sociale problemer eller hjælpe borgeren over øjeblikkelige vanskeligheder.
Uden et udrykningsteam og uden den grundige faglige viden, som personalet har via deres uddannelse og erfaring, mister vi deres evne til at lave korrekte vurderinger. Personalet i SPV har et unikt kendskab til eksisterende tilbud i kommunen, hvilket gør dem i stand til at brobygge til de rigtige steder. Det drejer sig ikke kun om psykisk sårbare, men også om pårørende eller folk, der står med en ung under 18 år uden for kommunens normale åbningstid. De foreslåede alternativer er primært fokuseret på psykiatri, og de kan derfor ikke erstatte de mange andre sociale henvendelser, som SPV håndterer. Eksempelvis må den Psykiatriske rådgivningstelefon udelukkende vejlede og ikke yde egentlige rådgivende samtaler.
Når jeg læser i Aarhuskompasset, bliver jeg glad over det menneskesyn, det udtrykker. Jeg har dog svært ved at se, hvordan det styrker folks handlekraft, at alternativet til SPV i praksis bliver en dyrere og mere indgribende kommunal indsats. Jeg har personligt bedre kunnet leve mit liv, når jeg ikke behøvede at kontakte professionelle blot fordi det var tirsdag klokken 12. Det at have muligheden for at ringe hver aften har ironisk nok betydet et mindre behov for rent faktisk at gøre det.
Forslaget om, at borgere fremover skal ringe sammen i grupper, virker ikke realistisk. Tankegangen er måske klog, men når der samtidig lukkes for økonomisk støtte til mange af de steder, hvor vi kan møde hinanden, skabes der blot et endnu større behov for professionel støtte. Hvordan skal man komme ud og opdage verden uden en følgeven? Uden en hensynstagende skole? Uden Fundamentet til at tilbyde gratis terapi eller en gymnasial uddannelse med plads til os? Hvordan skal man passe på sit helbred uden følgeskab fra de frivillige i Social Sundhed?
Med mindre adgang til de tilbud, hvor mennesker møder mennesker, vil der opstå en reel risiko for stigende udgifter på socialområdet. Jeg ser Social og Psykiatrivagten som kommunens forpost og borgerens advokat på social og beskæftigelsesområdet. Det bør være det sociale områdes svar på Sundhed og Omsorgslinjen. Et sted hvor enhver borger på enhver dag i Aarhus kan henvende sig for at få fagligt funderet vejledning om regler, rettigheder og tilbud.
Jeg håber, at beslutningstagerne vil imødegå dette høringssvar i Aarhuskompassets ånd og bruge det som en anledning til at lytte, løse, lære og lede Aarhus til fortsat at være en god by for alle.
Med venlig hilsen Trine Høj
Download høringssvar som pdf