Jeg arbejder som socialpædagog på et bosted i Aarhus Kommune for voksne mennesker med udviklingshandicap. Jeg skriver dette høringssvar, fordi de foreslåede besparelser vil få meget konkrete og alvorlige konsekvenser for de mennesker, vi er sat i verden for at støtte.

Et af forslagene er at lukke vores køkken. For nogle kan det måske lyde som en mindre organisatorisk ændring, men i praksis er køkkenet en central del af livet i bofællesskabet. Køkkenet beskæftiger i dag fem borgere, som gennem arbejdet får struktur på deres hverdag, oplever fællesskab og får en følelse af at bidrage med noget meningsfuldt. For mennesker med udviklingshandicap er netop meningsfuld beskæftigelse, genkendelighed og fællesskab helt afgørende for trivsel.

Når køkkenet fjernes, mister disse borgere ikke bare en opgave. De mister en del af deres identitet og deres plads i fællesskabet. Samtidig mister hele bofællesskabet et samlingspunkt. Et køkken er ikke bare et sted, hvor der laves mad. Det er et sted, hvor relationer opstår, hvor man mødes i løbet af dagen, og hvor man oplever sig som en del af noget.

Et andet forslag er at reducere kolonier og ture til én enkelt overnatning. Det er svært at beskrive, hvor stor betydning disse ture har. De giver borgere, som ofte lever et meget begrænset liv, mulighed for at opleve verden uden for de vante rammer. For mange af dem er det nogle af livets største oplevelser.

Vi har tidligere været på længere ture, blandt andet til Rhodos. Det har været oplevelser, der har givet borgerne minder for livet. Samtidig styrker sådanne ture relationerne mellem borgere og medarbejdere på en måde, som er meget svær at skabe i en almindelig hverdag. Den relationelle styrke kommer efterfølgende hele hverdagen til gode i form af større tryghed, bedre samarbejde og mindre konfliktniveau.

Når kolonier reduceres til én overnatning, mister man netop den tid, hvor relationerne for alvor får mulighed for at udvikle sig.

Jeg har også svært ved at forstå argumentet om, at der skal spares, fordi der bliver flere borgere med større behov. Hvis behovene stiger, burde det logisk føre til flere ressourcer og ikke færre. Ellers risikerer man at forringe kvaliteten af støtten til nogle af samfundets mest sårbare mennesker.

Som socialpædagog oplever jeg dagligt, hvor stor forskel den rette støtte kan gøre for et menneske med handicap. Men jeg ser også, hvor hurtigt trivsel kan forsvinde, hvis strukturer, aktiviteter og relationer forringes. Mange af de ting, der foreslås sparet væk, er netop de elementer, der skaber livskvalitet og forebygger mistrivsel.

Samtidig er Danmark forpligtet af FN’s handicapkonvention til at sikre mennesker med handicap mulighed for deltagelse i samfundslivet, selvbestemmelse og et værdigt liv. Forslag, der reducerer aktiviteter, fællesskab og muligheder for oplevelser uden for bostedet, går i den forkerte retning.

Jeg vil derfor kraftigt opfordre Aarhus Kommune til at genoverveje disse besparelser. De risikerer at ramme nogle af de borgere, der har mindst mulighed for selv at blive hørt, og som i forvejen er fuldstændig afhængige af, at vi som samfund tager ansvar for deres livskvalitet.

Besparelser kan være nødvendige i en kommuneøkonomi, men de bør ikke ske på bekostning af værdighed, fællesskab og livskvalitet for mennesker med handicap.

Med venlig hilsen
Thomas