De to dage min kone deltager i undervisningen på Dalgas skolen er de dage, der bærer resten af hendes uge.. Det er det der "er" udover bare at få hverdagen til at hænge sammen, det der giver tilværelsen værdi.
Som pårørende er jeg rædselslagen over nyheden og risikoen for lukning af skolen. Men også nysgerrig for, hvad man vil erstatte skolen med? For der kommer vel noget andet! Eller vil man bare smide en masse mennesker på "gulvet"?