Omstillingsplan og indfasning af beskæftigelsesreform på social- og beskæftigelsesområdet
Kvindehuset i Aarhus
I forbindelse med den aktuelle sparerunde på socialområdet vil også Kvindehuset i Aarhus blive ramt. Kvindehuset har igennem 18 år fungeret som et vigtigt samlingspunkt for kvinder fra hele verden - et trygt, levende og inkluderende sted, der tilbyder et rummeligt og mangfoldigt fællesskab, ny viden og mulighed for at styrke egne kompetencer (og hvor kvinderne kan få rådgivning hvis de har behov for det.) Her mødes nogle af samfundets mest sårbare kvinder – og her formår man at skabe rammer, der giver dem mulighed for at vokse, udvikle sig og blive en ressource både i deres egne liv og i lokalsamfundet.
Kvindehuset har en unik rolle i at styrke disse kvinders medborgerskab og deltagelse i samfundet. Her kan de få undervisning i dansk, i basal sundhedsforståelse, og forståelse for vores demokrati og samfundsstrukturer. Alt sammen centrale kompetencer for at kunne navigere i og bidrage til det danske samfund – og ikke mindst for at være stærke rollemodeller for deres børn og børnebørn.
Dette er medborgerskabskompetencer, som mange af os tager for givet, fordi vi er vokset op med dem. Men for kvinder, der kommer fra helt andre kulturelle og samfundsmæssige vilkår, kræver det tid, støtte og trygge rammer for at tilegne sig dem, og her spiller Kvindehuset en helt afgørende rolle.
Som tidligere leder af Kvindehuset i Aarhus har jeg set hvor stor og vigtig en forskel Kvindehuset gør, og kan derfor ikke lade være med at tænke på, at nogle besparelser kan ende med at blive rigtig dyre på den lange bane….
Download høringssvar som pdf