Jeg skriver til jer, som en person der i over 50 år har beskæftiget mig med socialt arbejde – både som uddannet socialrådgiver og de sidste 35 år som forsker og professor.

Mens socialt arbejde i mange år var knyttet til offentlige ydelser og handlinger, har man gennem de seneste årtier fokuseret på et øget samspil med private organisationer og civilsamfundet. Ikke som afløsning af offentlig hjælp, men som supplerende. De Splittergale er et rigtig godt eksempel på et samarbejde, hvor man betaler et samlet beløb fremfor individuelle, og langt dyrere, ydelser. Og hvor en organisation og borgerne selv etablerer et fællesskab med brug af ganske få medarbejdertimer fra kommunen – og i øvrigt brug af mange frivillige timer.

Men lad mig lige kort nævne, hvorfor jeg skriver et høringssvar om netop De Splittergale.
For det første har jeg forsket i borgernes møde med offentlige systemer de sidste 35 år. For det andet har jeg, sammen med forskerteams fra seks europæiske lande, for nylig undersøgt offentlige og private organisationers samarbejde med borgere i udsatte positioner. Vi har således talt med borgere, professionelle, ledere, politikere, kunstnere og aktivister i alle landene for at opnår et bredt og samlet billede.
Nogle centrale resultater på tværs af landene er:
• at man skal mødes og anerkendes som menneske – og ikke bare som klient
• at man bliver respekteret, forstået og taget alvorligt
• at relationer er afgørende
Det kan måske lyde banalt, men viser sig at være afgørende for energien til selv at hjælpe med og dermed om offentlige tilbud overhovedet kan lykkes.
Der er ikke tale om, at borgerne i de forskellige lande kræver, at de selv kan bestemme. Men de vil gerne have lejlighed til at give deres mening til kende. Desværre giver mange udtryk for, at de er bange for at blande sig, for at sige deres mening og forstyrre. Hør f.eks. hvad en borger sagde: Der er ikke mange psykiatriske patienter, som har energien og muligheden for at sige noget højt … Man har ikke den viden, man har brug for. Man har ikke det sprog eller den uddannelse, der skal til for … at blive en ordentlig stemme, så man bliver taget alvorligt i den offentlige debat. Ingen tager folk alvorligt, hvis de er selvmedicinerede, kun har tre sorte tænder tilbage, lugter lidt, og ikke helt kan formulere en hel sætning. Ingen lytter til dem.

Også De Splittergale indgik i undersøgelsen. Og det viser sig, at gruppen lige præcis gør det, som er vanskeligt for de offentlige myndigheder:
Som medlem af gruppen bliver man respekteret, taget alvorligt, anerkendt, lytter til, forstået. Man oplever alt det, der kræves for at opbygge relationen. Den afgørende faktor, som, ifølge undersøgelsen, er udgangspunktet for som borger at kunne indgå i et samarbejde og løse udfordringer i livet.
Men der tages i De Splittergale også fat tabuer og opfattelser, som er med til at stigmatisere.
Og stigmatisering er en kendt og afgørende faktor, for oplevelse af selvværd og dermed overskud til at indgå i samarbejde.

Undersøgelser gennem de sidste 40 år har vist, at offentlige myndigheder har vanskeligt ved at anerkende borgerne og at arbejde med stigmatiseringsprocesser. Skal man arbejde med det, skal myndighederne være i samspil med civilsamfundet og dermed de steder, hvor der opbygges bæredygtige fællesskaber.
Her er Aarhus kommune utrolig heldig at have De Splittergale. En veletableret organisation og fællesskab, som udfører opgaver som kommunen stort set ikke ville kunne udføre selv. Og hvis kommunen skulle gøre det, ville det koste rigtig meget i enkeltydelser og masser af medarbejder timer.

De Splittergale er således allerede en besparelse. En yderligere besparelse på 400.000 vil medføre øgede udgifter i forhold til de enkelte borgere, som langt overstiger besparelsen.
Desuden skal man være opmærksomme på, at De Splittergale er med til at sikre, at aktuelle tilbud fungerer. Forsvinder fællesskabet, vil flere tilbud mislykkes og falde fra hinanden.
Og så skal man heller ikke overse den side effekt, at man med De Splittergale støtter et fællesskab, som gør livet lettere for mange mennesker, som er stærkt udfordret i livet.

De Splittergale er både afgørende for deltagernes eget liv og for kommunens økonomi og indsats på dette område. En bortbesparelse af tilskuddet vil ødelægge liv og blive en negativ boomerang for den kommunale økonomi. Tilbuddet udgør ifølge sparekataloget et ’kan-tilbud’. Ved besparelse vil det ændre karakter til ’skal-tilbud’ for flere af deltagerne i De Splittergale, da der både vil opstår behov for akut indsats og for længerevarende indsatser.

Lars Uggerhøj, professor i socialt arbejde, Institut for Samfund og Politik, Aalborg Universitet