Spring til hovedindhold

Høringssvar

Omstillingsplan og indfasning af beskæftigelsesreform på social- og beskæftigelsesområdet

Gallo Huset - Det perfekte springbræt.

Jeg er lige fyldt 40 og jeg har været psykisk sårbar i næste halvdelen af mit liv. Efter 15 år som sygemeldt med diverse psykiske lidelser/diagnoser, blev jeg i 2023 førtidspensionist. Det har IKKE været en nem rejse. Efter at førtidspensionen kom på plads, mærkede jeg en enorm sorg.

Selvom var det en stor sten fra mine skuldre ikke at skulle være en del af kommunens jobafprøvning, møder, opfølgninger og påmindelser længere, fuldte der en sorg, som jeg stadig bearbejder.

Min erfaring siger mig dog at en hverdag, som jeg udelukkende selv skal skabe kan gøre mig mere syg end rask over tid. Kort tid efter at pensionen var på plads, besluttede jeg mig derfor for at undersøge om der var muligheder for at få en mere struktureret hverdag og et mere meningsfuldt liv, helt generelt.

Jeg har tidligere prøvet et utal af kommunens tilbud og selvom det har været rart med menneskelig kontakt, så ledte jeg efter noget, der smagte mere af arbejde/ansvar. Jeg søgte et sted at udnytte mine evner, for ikke at have for meget fokus på min egen sygdom. Arbejdet skulle have meget højt til loftet og give mig den savnede struktur.

Jeg havde hørt om stedet før, men det var blevet tid til et besøg. For 2,5 år siden åbnede jeg døren til Gallo Huset og en halv time senere kom jeg ud med et arbejde. Mit skånejob var på 9 timer i ugen og det har været et kæmpe springbræt for mig.

Jeg har arbejdet med Sociale Medier og har stået for opslag, billeder og lyd på Gallo Husets instagram i to år. Med henblik på mit eget selvværd, har det været de mest givende år under hele min sygdomsperiode. Det siger meget! Gallo Huset har støttet mig i at opbygge mit fundament og det har jeg i den grad også gjort.

For ca 8 måneder siden, blev jeg ringet op af Jobbanken, der havde en mulighed for et nyt arbejde til mig. Jeg havde glemt alt om Jobbanken, men to uger senere sad jeg til jobsamtale og kom den dag hjem med en ny arbejdsplads i rygsækken. Det var muligvis ikke sket uden min tid hos Gallo Huset, som jeg værdsætter utrolig meget.

Det er mig ubegribeligt at kommunens politikere ikke virker til at kunne se værdien i Gallo Huset længere. I hvert fald ikke nok til at støtte husets fremtid. Jeg var heldig at få lov til at udfolde min kreativitet, finde ind til mine ressourser, spotte mit eget selvværd og bruge de styrker til at bevæge mig ud i verden igen.

Der bør ALTID eksistere et hus, som Gallo Huset. Et sted, hvor mennesker med psykisk sårbarhed kan bidrage med det, de er i stand til og samtidig finde sig selv i et tempo, hvor det rent faktisk kan lade sig gøre. Af hjertet tak til Gallo Huset og de dygtige, skønne og kærlige kollegaer, som jeg har været heldig at møde på min vej. Jeg vil slutte mit høringsvar af med et citat af Tina Dickow, “Sometimes the fastest way to get there, is to go slow”.

/ Robert
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Robert

Indsendt

16/03/2026 11:33

Udtaler sig som

Privatperson

Sagsnummer

HS1503114

Informationer

Startdato

Svarfrist

Type
Beskæftigelse Indkaldelse af ideer og forslag
Område
Hele kommunen

Hørings-id

H1403

Kontakt

Jan Gehlert

Telefonnummer: 41 85 87 16