Omstillingsplan og indfasning af beskæftigelsesreform på social- og beskæftigelsesområdet
Hjemtagelse af forældrekompetenceundersøgelser
Høringssvar vedr. forslag nr. 3.9
Hjemtagelse af Forældrekompetenceundersøgelser (FKU)
________________________________________
Psykologgruppen i dagbehandlingen, Børnecentret, takker for muligheden for at afgive høringssvar vedrørende forslaget om at hjemtage Forældrekompetenceundersøgelser (FKU). På baggrund af vores faglige vurderinger og tidligere erfaringer ønsker vi at pege på en række væsentlige forhold, som bør indgå i beslutningsgrundlaget.
1. Faglig kompleksitet og specialiseringsgrad
Forældrekompetenceundersøgelser er et højt specialiseret område, der kræver omfattende efteruddannelse, specialiserede testkompetencer, avanceret observationsmetodik og solid erfaring med komplekse familie- og udviklingsvurderinger. FKU’er er desuden ofte genstand for juridisk efterprøvelse og klagesager i både Ankestyrelsen og Psykolognævnet, hvilket stiller store krav til kvalitet, dokumentation og fagligt ståsted.
Det er vores vurdering, at der på nuværende tidspunkt ikke er tilstrækkelig specialiseret kompetence i organisationen til at løfte opgaven på et forsvarligt niveau uden en betydelig og langsigtet investering i uddannelse og organisatorisk understøttelse.
2. Krav til opkvalificering, supervision og organisering
Omstillingskataloget forudsætter opkvalificering, men beskriver ikke omfang, økonomi eller tidsforbrug. Et kvalificeret FKU-setup forudsætter:
• Omfattende efteruddannelse i testning, undersøgelsesmetodik og specialiserede vurderinger.
• Løbende ekstern supervision fra fagpersoner med dokumenteret erfaring på området.
• Et makkerskab som standard, da opgaven kræver flere faglige perspektiver og mindsker risikoen for fejl og klagesager.
• En robust organisatorisk ramme med tydelig ledelsesunderstøttelse.
Vi skal gøre opmærksom på, at en utilstrækkelig organisering kan indebære betydelig faglig og arbejdsmæssig risiko for de psykologer, der udfører opgaven.
3. Ressource- og kapacitetskonsekvenser
Hjemtagelse af FKU vil kræve betydelige ressourcer, både i etableringsfasen og i driften. Opgaven er tidskrævende, og erfaringer viser, at det kan være vanskeligt at kombinere udredningsarbejdet med behandlingsopgaver uden at det går ud over kvaliteten.
Flyttes timer fra behandling til FKU, vil det medføre færre behandlingsforløb og dermed en markant forringelse for de familier, som har behov for tidlig og intensiv støtte. Vi vurderer, at dette kan få både menneskelige og økonomiske omkostninger på længere sigt.
4. Habilitet og armslængde
Armslængdeprincippet er centralt for troværdigheden af FKU-arbejdet. Internt bestilte undersøgelser vil nødvendigvis rejse spørgsmål om habilitet, særligt når samme organisation både efterspørger, udfører og efterfølgende skal handle på undersøgelsen.
Omstillingskataloget angiver, at opgaver ved inhabilitet skal sendes ud af huset – hvilket yderligere vil reducere den forventede besparelse. Dette bør indgå i en realistisk beregning af den økonomiske model.
5. Erfaringer fra tidligere forsøg – både i Aarhus og eksternt
Aarhus Kommune har tidligere haft en intern FKU-enhed. Denne blev nedlagt efter få år på grund af:
• meget store udgifter til opkvalificering
• at opgaven reelt overtog størstedelen af psykologernes tid
• mangelfuld organisatorisk understøttelse
• Forhøjet sygefravær blandt psykologerne
• højt klagetryk
• manglende realisering af forventede besparelser
Denne erfaring bør indgå vægtigt i overvejelsen om at genindføre opgaven internt.
Dertil kommer, at en række kommuner (bl.a. Norddjurs, Favrskov, Hjørring, Silkeborg og Randers) har forsøgt at hjemtage FKU, men efterfølgende opgivet, da opgaven viste sig for ressourcekrævende og økonomisk uholdbar.
6. Risiko for tab af højt specialiserede medarbejdere
Hvis erfarne psykologer inden for spædbørnsområdet, voldsområdet, seksuelle overgreb eller andre specialiserede funktioner pålægges en opgave, de hverken er motiverede for eller har kompetencer til, er der en reel risiko for medarbejderflugt. Det vil være både økonomisk og fagligt kostbart at miste psykologer med mange års specialiseret erfaring.
Denne risiko bør vægtes højt, da den direkte påvirker kvaliteten af kommunens behandlingstilbud til de mest sårbare børn og familier.
7. Realisme i forventede besparelser
Det vurderes ikke realistisk, at en hjemtagelse af FKU kan medføre besparelser allerede i indeværende år. Etablering af et fagligt forsvarligt setup vil kræve betydelige investeringer og tid, og flere kommuner har erfaret, at en intern model ikke er økonomisk rentabel.
8. Anbefaling
Hvis kommunen ønsker at hjemtage dele af FKU-opgaven, anbefaler psykologgruppen:
• At der ansættes psykologer med erfaring og interesse for FKU-specialet, frem for at omfordele medarbejdere fra eksisterende specialiserede funktioner.
• At der etableres et langtidsholdbart, fagligt funderet og organisatorisk stærkt setup, inden opgaven påbegyndes.
• At der sikres massiv opkvalificering og ekstern supervision.
• At der foretages en realistisk økonomisk og faglig vurdering, der tager højde for både etableringsomkostninger og driftsudfordringer.
Med venlig hilsen
Psykologgruppen på dagbehandlingsområdet i Børnecentret, herunder psykologer fra Indsats mod Vold, Familieteams og Traumebehandlingsteamet GRO
Download høringssvar som pdf