Jeg er døvepræst i Døvemenigheden Vestdanmark.
Det er min erfaring som døvepræst, at døveforeninger er særdeles betydningsfulde for døve rundt omkring i hele landet - også i Aarhus. I døveforeningen kan man komme og dele et trygt rum, hvor sprog ikke er en udfordring, hvor alle forstår hinanden. Det er en sjælden oplevelse for døve, der i hverdagen færdes i en verden, der er indrettet på baggrund af lyd og hørelse. Døveforeningen tilbyder således ro for sjælen i de timer, de døve er der. Som døvepræst tilbyder jeg noget lignende - men jo især for de døve, der definerer sig som kristne. Alle er bestemt velkomne i kirken, men ikke alle har lyst til at knytte til ved noget religiøst. Døveforeningen tilbyder et neutralt rum med fællesskab, opbygget omkring døves kultur. Uanset om man er kristen eller ikke.
Jeg vil kraftigt opfordre til at man genovervejer den planlagte besparelse på døveforeningens driftstilskud. Der er i forvejen ikke mange tegnsprogsrum i vores samfund, og for mange tegnsprogstalende borgere vil det være et voldsomt tab at miste adgangen til døveforeningens fællesskab. Det vil ramme især nogle mennesker hårdt og der er en risiko for at de vil blive sendt ud i alvorlig ensomhed - ikke alle døve er ressourcestærke med gode sociale kontakter i hverdagen. Ikke alle døve kan bryde ensomheden ved at slå en sludder af med den hørende nabo eller kassedame. Nogle døve er endog meget afhængige af døveforeningens fællesskab - og et fællesskab af denne art har brug for lokaler, hvis det skal overleve.
Hvis Aarhus skal være "en god by for alle", skal der også være et samlingssted for byens døve. Det er ikke en luksus, det er en nødvendighed.