Høringssvar vedrørende ”Omstillingsplan og indfasning af beskæftigelsesreform på social- og beskæftigelsesområdet
Logen Sct. Stephan, som er en del af Serapions-Ordenen i Danmark, ønsker hermed at afgive et høringssvar i forbindelse med den foreslåede omstillingsplan og indfasning af beskæftigelsesre-formen.
Vi vil gerne udtrykke vores bekymring for, at samarbejdet med ”Vaskeriet – en øvebane for udviklingshæmmede” risikerer at ophøre som følge af de foreslåede ændringer.
Gennem flere år har vi i Logen Sct. Stephan støttet det sociale arbejde, som Vaskeriet udfører, og vi har stor respekt for den indsats, der lægges i dette projekt. Vaskeriet er en frivillig forening, som skaber handlemod, ligeværd og mangfoldighed blandt alle involverede. Samtidig fungerer stedet som en vigtig øvebane for pt syv udviklingshæmmede borgere (det vil sige tre mere end Aarhus Kommune reelt betaler for!), der ønsker at bidrage til fællesskabet og deltage aktivt i samfundslivet.
Vaskeriet har egne juridisk godkendte vedtægter og drives efter almindelige forretningsmæssige principper. Foreningen betaler selv husleje, el og øvrige udgifter gennem indtægter fra vask af tøj – primært fra kunder uden for det lokale miljø. Der er således tale om en organisation, der på fri-villig basis yder en betydelig og uegennyttig indsats til gavn for både de involverede borgere og lokalsamfundet.
Ud over selve vaskerifunktionen fungerer Vaskeriet også som et socialt samlingssted. Mange bor-gere kommer forbi til en kop kaffe og et fællesskab, og stedet har stor betydning for mennesker, der oplever ensomhed eller utryghed. Vaskeriet bidrager dermed til at skabe værdi og sammenhængskraft i lokalmiljøet.
På den baggrund vil vi opfordre Aarhus Kommune til nøje at overveje konsekvenserne af de foreslåede ændringer og til at sikre, at initiativer som Vaskeriet fortsat kan eksistere og udvikle sig. Projekter som dette udgør en vigtig del af det sociale netværk i kommunen og bidrager positivt til både inklusion og fællesskab.